mandag, juli 31, 2006

Fremtiden

Jeg arbejder på to essays (eller nærmere to essay-agtigheder), der snart bliver publiceret her på bloggen. Så for at folk kan gå at glæde sig, kommer der lige et par previews af dem her:

- En analyse af kønsopfattelserne i erotiske noveller i dameblade (Woman mere specifikt). Der er masser af interessante ting at tage fat på; for de er en virkelig interessant blanding af puritansk, borgerlig og progressiv seksualmoral.

- En analyse af venstrefløjens frastødningskraft. Selvom jeg er enig med venstrefløjen i utrolig mange ting og holder virkelig meget af de af mine venner der bekender sig til den side, vil jeg aldrig kunne stemme på et rigtig venstreorienteret parti. Frastødningskraften holder mig væk. Denne personlige analyse bliver lang, rørende og kommer til at have et navn, der refererer til Martin Luther. Så bliver det vist ikke bedre!

En smule om køn

I Pinks ikke så nye viedo "Stupid Girls" gør hun oprør imod de traditionelle kønsopfattelser. Hun peger af fingre af kvinder, der uvidende træder ind i en maskulin seksualisering med deres opførsel i diverse musikvideoer. Disse er "stupid girls" der gør at den potentielle frigørelse sværere ved at fylde mediebilledet med kvindetyper, der understøtter den nuværende og potentielt undertrykkende diskurs.

Fint nok.

Problemet opstår i videoens afslutning, da den lille pige (fremtidens kvinde, den potetielle antitese til "stupid girls") stilles overfor valget mellem en fodbold og en dukke og vælger fodbolden. Det er selve valget der er problemet. For med en fodbold i den ene hånd og en dukke i den anden hånd bekræfter dette billede af den kommende kvinde ikke andet end den traditionelle kønsdikotomi, der er så integreret en del af den diskurs som resten af videoen søger at kritisere. Der er ingen emancipation i videoen; kun to statiske og dikotomiserede køn: mand/kvinde, fodbold/dukke, tag et valg, for det ene udelukker åbenbart hinanden.

Barnet vælger i videoen ikke at undslippe eller modarbejde den traditionelle kønssubjektivering; hun vælger blot at blive en mand i stedet.

Ordbog over indie

Indie. Det nye årtusindes svøbe. Uforståeligt. Talentløst. Forfærdeligt. Alligevel er alle anæmiske hipsters nede med det; blandt andet fordi de bruger et hemmeligt magtsprog, hvor tilsyneladende almindelige ord, tilskrives en ny betydning og dermed udelukker andre fra at deltage meningsfuldt i diskursen. Men her kommer min lille ordbog til hjælp. Brug disse ord, hvis du bliver fanget til en indierock koncert uden en anseelig mængden håndvåben på dig, eller du, af uransagelige årsager, beslutter dig til prøve at score en bleg tøs i ironisk t-shirt og converse sko.

Indadvendt: Deprimeret musik spillet af unge hvide mænd, der virkelig har forstået smerten i at komme fra den rigeste del af verden, få sin uddannelse betalt af staten og tjene mere som tjener end en ingeniør, gør i udviklingslandene. Det er musik for folk, hvis primære problem er at finde de slidte tights fit jeans, der passer bedst til deres udtrådte converse sko.

Ironisk: De er godt klar over at deres musik mest af alt lyder som et cover band, der spiller talentløse udgaver af The Smiths, Pavement og My Bloody Valentine, men de mener det jo ikke alvorligt, så deres musikalske inkompetence bliver lige pludselig et plus. Det er ironisk. Det er distanceret. Det er post moderne. Det burde udryddes med en flammekaster.

Jangle pop: Ligesom rigtig pop, men hvor ordentlige omkvæd, god produktion og en lækker melodi er byttet ud for tuderi og musikalsk inkompetence. Altså på ingen måde ligesom rigtig pop.

Lo fi: Musik der ikke er produceret ordentligt. Enten fordi folk var for optaget af at sidde og se triste ud, for at engagere bandets kvindelige bassist i en diskussion om Sartre eller noget andet teenager filosofi, med det formål at score hende og have virkelig bleg sex med hende eller også fordi de gerne vil skjule deres musikalske kommen til kort bag en elendig produktion.

Politisk: Bandet klynker lidt over, hvor uretfærdige George W Bush og Tony Blair er, opnået gennem en analyse, der ville få en journalist på Ekstra Bladet til at stoppe op og tænke “Ah… måske skulle I lige tænke lidt ekstra over det“. Man ved at deres indignation er overvældende når deres lyse stemmer når et niveau, hvor kun hunde kan høre dem. Den politiske indignation kan også udvides til en smule tudefjæs

Mainstream: Ting der er til at holde ud at høre på. Ting der har talent. Ting der ikke er udgivet som limiter edition 12 inch på et nu nedlangt belgisk undergrunds label. Ting som indieklubben foragter, fordi andre end dem selv har opdaget det.

Skramlet: Musik lavet af folk, der ikke kan spille musik. Et medlem af indieklubben bruger alt for meget tid på at kontemplere smerten ved at være hvid, rig og have alle muligheder i verden, til at kunne nå at lære at spille sit instrument ordentligt. Heldigvis er skramlet et plusord hos dem, da de basalt set ikke ville kunne genkende god musik om den så skreg teksten til Iron Maidens Run to the Hills ind i øret på dem.

Sælge ud: Sælge mere end otte eksemplarer af det samme album og derved ødelægge indieklubbens mulighed for at føle sig særlige, fordi de er de eneste der har opdaget netop dette bands unikke blanding af The Smiths lyd, Michael Strunges poesi og Draculas hudfarve.

lørdag, juli 15, 2006

Kort indspark om musik

Jeg sad den anden dag og lyttede til Nik & Jays nye soniske mesterværk "Boing Boing", der vist beskriver det ambivalente forhold mellem den hyperseksualiserede bærer af det kvindelige kønstegn ("ho'en" elller "bitchen" om man vil) og den disdancerede bærer af det mandlige kønstegn ("playeren").

Ambivalensen opstår i "playerens" ønske om at relatere til "ho'en" på et hyperseksuelt plan (hvor deres seksualitet ophører med at have en egentlig eksistens og blot refererer til en uendelig række af konstruerede narrativer om den ønskelige seksualisering af bæreren af det kvindelige kønstegn og den idealiserede relation mellem denne aktør og aktøren, der bærer det mandlige kønstegn), samtidig med at vedkommende (altså "playeren") er klar over denne relations konstruerede og virkelighedsløse karakter (sammenlign eventuelt med den længsel efter, en nu tabt, primalvirkelighed som findes i sange som "Elsker hende mer'" og "Lær mig at elske dig").

"Playeren" er på samme tid i sin begærs vold, som han tragter efter og behøver "Ho'en" og smertefuldt bevidst både om "Ho'ens" konstruerede karakterer (og deres potentielle relations ditto) og om sin egen medkonstituerende rolle i denne karakters tilblivelse.

"Playeren" begærer altså "Ho'en" for den subjektposition vedkommende selv er med til at interpellere den anden i, samtidig med at han ("playeren" italesættes altid som værende en bærer af de mandlige kønstegn) tragter efter noget radikalt andet, noget der har undgået den subjektivering som "ho'en" har gennemgået og som derfor ikke nødvendigvis trækker på de samme narrativer om relationen mellem bærere af de to kønstegn (hvis vi kortvarigt fastholder den eurocentriske optik om at der findes to dikotomisk adskildte kønstegn), som "ho'en" gør.

Det er naturligvis interessant at "playeren" i kraft (ikke i Laclaus forstand) af sin produktive magt er med til at konstruere den potentielle Anden som en "Ho", som han derfor igen kun kan have en simuleret interaktion med. "Playeren" bærer derfor sin egen konstante længsel i sig og vil sandsynligvis aldrig undslippe den, eftersom han kontinuerligt producerer de kønssubjekter han kommer i kontakt med.

Men det er ikke pointen. Pointen er at ovenstående sang indeholder en utrolig smuk lyrik, nemlig: "Din røv taler til mig". Det kan jeg kun se skulle kunne betyde to ting: enten står "ho'en" vendt mod Nik (eller Jay) og skider så det er en lyst eller også (og det, mine damer og herrer, er dog det mest skræmmende) står hun og hiver i sine baller, som en pervers emulation af en mund på tværs og taler rent faktisk med Nik (eller Jay) på denne måde.

Scary stuff...