Kort indspark om musik
Jeg sad den anden dag og lyttede til Nik & Jays nye soniske mesterværk "Boing Boing", der vist beskriver det ambivalente forhold mellem den hyperseksualiserede bærer af det kvindelige kønstegn ("ho'en" elller "bitchen" om man vil) og den disdancerede bærer af det mandlige kønstegn ("playeren").
Ambivalensen opstår i "playerens" ønske om at relatere til "ho'en" på et hyperseksuelt plan (hvor deres seksualitet ophører med at have en egentlig eksistens og blot refererer til en uendelig række af konstruerede narrativer om den ønskelige seksualisering af bæreren af det kvindelige kønstegn og den idealiserede relation mellem denne aktør og aktøren, der bærer det mandlige kønstegn), samtidig med at vedkommende (altså "playeren") er klar over denne relations konstruerede og virkelighedsløse karakter (sammenlign eventuelt med den længsel efter, en nu tabt, primalvirkelighed som findes i sange som "Elsker hende mer'" og "Lær mig at elske dig").
"Playeren" er på samme tid i sin begærs vold, som han tragter efter og behøver "Ho'en" og smertefuldt bevidst både om "Ho'ens" konstruerede karakterer (og deres potentielle relations ditto) og om sin egen medkonstituerende rolle i denne karakters tilblivelse.
"Playeren" begærer altså "Ho'en" for den subjektposition vedkommende selv er med til at interpellere den anden i, samtidig med at han ("playeren" italesættes altid som værende en bærer af de mandlige kønstegn) tragter efter noget radikalt andet, noget der har undgået den subjektivering som "ho'en" har gennemgået og som derfor ikke nødvendigvis trækker på de samme narrativer om relationen mellem bærere af de to kønstegn (hvis vi kortvarigt fastholder den eurocentriske optik om at der findes to dikotomisk adskildte kønstegn), som "ho'en" gør.
Det er naturligvis interessant at "playeren" i kraft (ikke i Laclaus forstand) af sin produktive magt er med til at konstruere den potentielle Anden som en "Ho", som han derfor igen kun kan have en simuleret interaktion med. "Playeren" bærer derfor sin egen konstante længsel i sig og vil sandsynligvis aldrig undslippe den, eftersom han kontinuerligt producerer de kønssubjekter han kommer i kontakt med.
Men det er ikke pointen. Pointen er at ovenstående sang indeholder en utrolig smuk lyrik, nemlig: "Din røv taler til mig". Det kan jeg kun se skulle kunne betyde to ting: enten står "ho'en" vendt mod Nik (eller Jay) og skider så det er en lyst eller også (og det, mine damer og herrer, er dog det mest skræmmende) står hun og hiver i sine baller, som en pervers emulation af en mund på tværs og taler rent faktisk med Nik (eller Jay) på denne måde.
Scary stuff...
Ambivalensen opstår i "playerens" ønske om at relatere til "ho'en" på et hyperseksuelt plan (hvor deres seksualitet ophører med at have en egentlig eksistens og blot refererer til en uendelig række af konstruerede narrativer om den ønskelige seksualisering af bæreren af det kvindelige kønstegn og den idealiserede relation mellem denne aktør og aktøren, der bærer det mandlige kønstegn), samtidig med at vedkommende (altså "playeren") er klar over denne relations konstruerede og virkelighedsløse karakter (sammenlign eventuelt med den længsel efter, en nu tabt, primalvirkelighed som findes i sange som "Elsker hende mer'" og "Lær mig at elske dig").
"Playeren" er på samme tid i sin begærs vold, som han tragter efter og behøver "Ho'en" og smertefuldt bevidst både om "Ho'ens" konstruerede karakterer (og deres potentielle relations ditto) og om sin egen medkonstituerende rolle i denne karakters tilblivelse.
"Playeren" begærer altså "Ho'en" for den subjektposition vedkommende selv er med til at interpellere den anden i, samtidig med at han ("playeren" italesættes altid som værende en bærer af de mandlige kønstegn) tragter efter noget radikalt andet, noget der har undgået den subjektivering som "ho'en" har gennemgået og som derfor ikke nødvendigvis trækker på de samme narrativer om relationen mellem bærere af de to kønstegn (hvis vi kortvarigt fastholder den eurocentriske optik om at der findes to dikotomisk adskildte kønstegn), som "ho'en" gør.
Det er naturligvis interessant at "playeren" i kraft (ikke i Laclaus forstand) af sin produktive magt er med til at konstruere den potentielle Anden som en "Ho", som han derfor igen kun kan have en simuleret interaktion med. "Playeren" bærer derfor sin egen konstante længsel i sig og vil sandsynligvis aldrig undslippe den, eftersom han kontinuerligt producerer de kønssubjekter han kommer i kontakt med.
Men det er ikke pointen. Pointen er at ovenstående sang indeholder en utrolig smuk lyrik, nemlig: "Din røv taler til mig". Det kan jeg kun se skulle kunne betyde to ting: enten står "ho'en" vendt mod Nik (eller Jay) og skider så det er en lyst eller også (og det, mine damer og herrer, er dog det mest skræmmende) står hun og hiver i sine baller, som en pervers emulation af en mund på tværs og taler rent faktisk med Nik (eller Jay) på denne måde.
Scary stuff...
posted by KlausMeier at 8:00 PM
6 Comments:
1000 tak Klaus... Du har lige reddet en ellers meget trist og tømmermandsplaget søndag, ved at give anledning til ugens grineflip :-)
/Peter
Enig - glimrende indlæg - ved ikke helt om N&J havde de kønsrelativistiske aspekter med.
Uden at en indgående analyse skal begyndes her, er analogien til Shakiras "Hips don't lie", vilsagtens meget oplagt. Hvad fanden er det med talende kropsdele (udover stemmebåndet, svælget m.m)
Endvidere konnoterer hele denne konkretisering af "krops"-sproget sandsynligvis en optagethed af det oprindelige eller preverbale - med Goethe: das Urding. Muligvis en Anden hinsides den konventionelle kønsdikotomi.
Endelig et indlæg med substans!
Jeg mener dog overser (mindst) tre grunde/løsninger til den smukke linje "din røv taler til mig".
hvor den ene af dine grunde, nemlig at pigen skider er meget spændende da det kan tolkes som at du sætter at skide lig med at tale. Dette er der formentlig mange der er enige med dig i.
Nå jeg havde tre grunde/løsninger,
1. den Hunter S Thompson'ske læsning ville være at Nik og Jay er så blæst på LSD at de ser ting som er meget syrede.
2. Den magisk realistiske læsning
ville det betyde at der i deres virkelighed er mere mellem himmel og jord og talene røve er en realitet. Nik og Jay har jo bevæget sig i denne genre før i nummeret "hot" hvor solnedgange flytter sig.
3. den realistiske
den sidste mulighed er desværre også den der formentlig kommer tættest på den faktiske virkelighed (i tilfælde at vi accepterer en sådan) nemlig at ho'en er så skide grim og ækel at man ikke kan se forskel på røv og ansigt.
feel the love generation!
Morten
Så må jeg spørge dig Mads, da du jo en veritabel Aristoteles, når det kommer til afvisninger: hvordan ser det ud når en kvinde signalerer "fuck af!" til en?
Jeg tænker at musik-vidoen, hvor røven taler kan blive ganske grotesk jvf. den Meyerske udlægning.
Let the fingers do the walking eller er det talking - er en slags mere konservativ udgave af hips and ass.
Med tanke på en anden N6J landeplage, så er der noget med at røven siger Boing Boing!?
Ellers Klaus - Glimrende refleksioner i denne udmærket blog. En gensyn bør være på sin plads - Kommer der evt. en anmeldelse af Studiner 2006 - Klaus Meyer Edition?
l?rt en masse
Send en kommentar
<< Home