Plader

Grævlingen skriver noget om plader på sin blog og udpeger tre plader, der er gode i specifikke situationer. Han beviser endnu engang hvor fucking indie han er, ved kun at nævne plader, som ingen andre kender (og som sandsynligvis kun er udgivet i limited edition på 12 inch singler fra at nu nedlagt pladeselskab i Belgien).

Men han beder også os andre om vores bud, så here goes:

Bedste plade til en grillaften

På diverse blogs foreslå mine venner alt fra jazz over croon til latincovers. Mine venner er bøsser. Den bedste plade til en sommeraften med masser af blodigt kød og iskolde øl skal naturligvis have lige så meget testosteron, som resten af arrangementet lægger op til. Det ville være oplagt at spille noget klassisk hard rock, gerne fra sydstaterne, så der virkelig kommer BBQ stemning på drengen, måske noget Lynyrd Skynyrd eller endda noget Kyuss. Men der er en plader der ikke er til at komme udenom: Guns N' Roses Appetite for Destruction. Der er masser af gang i den og attitude, så det ikke bliver en kedelig fest og samtidig er der sange som Paradise City og Sweet Child of Mine, der (specielt den første) oser af sommer og som kan spilles, når man skal prøve at score noget kød (hvis I forstår sådan en lille en...).

Bedste plade, når man er på vej til arbejdet

Som den lykkelige indehaver af en mp-3 afspiller, hører jeg en del forskelligt musik når jeg er på farten. Da jeg arbejdede i Nykredit (og solgte forsikringer til kræftsyge mennesker) hørte jeg næsten altid Rage Against the Machine på vej til arbejdet, så jeg var god vred og indigneret over storkapitalismen, når jeg nu skulle ind og arbejde for den. Hvis jeg skal vælge en plade, skal det være Rages selvtitlede debutalbum, mest fordi det er verdens bedste album nogensinde og derfor kan høres hvornår det skal være.

Bedste nede i kulkælderen plade

Igen ser vi på de andre blogs en fundamental forskel mellem mine venner og mig, de er nogle indie tøser, der går og tuder og kigger på deres sko, når de har en dårlig dag, jeg bliver derimod sur og hører noget ordentligt vredt musik. Måske skulle det være Minor Threats Complete Discography, der et dejligt album, fyldt med meget aggresiv straight edge punk. L7 kunne også være en mulighed, specielt en sang som Shitlist, kan få en i stødet på en dårlig dag. Men vinderen bliver et kompromis, nemlig Alice in Chains Dirt, her er nemlig tale om et album, der er så indadvendt og deprimeret at det gør helt ondt, samtidig med at det har vrede, guitarer og ikke får en til at føle sig som en tøsedreng, når man hører det.