torsdag, marts 30, 2006

Prog-tastic Roskilde Festival

Man kan jo ikke undgå at blive glad over alt det dejlige prog-rock (eller progressive rock om man vil) der kommer på årets Roskilde Festival.

Til de uindviede kan jeg afsløre at prog-rock er en genre med begge ben plantet solidt i halvfjerserne og hovedet på et andet eksistensplan. Den blev pioneret af bands som: Pink Floyd, King Crimson, Yes, Rush og Genesis (før de solgte ud). Genrer er kendetegnet af næsten komiske prætentioner (fx Yes' "Tales of the Topographic Oceans" der handler om en menneskets rejse efter religionen i dets egen sjæl. Og de mener det sgu.), konceptalbums, lyse mandevokaler, lange instrumentalpassager, wannabe-/kvasifilosofiske teksten og en meget seriøs tilgang til musikken. Et af de stedet hvor prog stadig er alive and kicking er i metal, hvilket har resulteret i verdens værste band Dream Theatre.

På Roskilde kommer:

Roger Waters: Tyranen fra Pink Floyd. Manden bag det bedste album nogensinde (Dark Side of the Moon). Manden der ikke har udgivet et "ikke-konceptalbum" siden starten af halvfjerdserne.

Opeth: Dødsmetal med prog tendenser. De lyder som Pink floyd ville gøre hvis de var vokset op i Norge (ja, jeg ved godt Opeth er svenske) og brændt stavkirker til morgenmad.

Coheed & Cambria: Jeg har aldrig hørt dem, men flere steder er de blevet kaldt en moderne udgave af Rush og det kan jo ikke blive meget bedre.

Tool: Kongerne af prætentioner og really serious shit, ofte med en næste postmodernistisk distancerende humor. De lyder som King Crimson der spiller Metallica covers, med alle indstumenter tunet ned til D og bassen og trommerne forrest i lydbilledet.

Det bliver fedt! Jeg skal stå og se tænksom ud til så mange instrumeltalpassager at man slet ikke forstår det, for selvom prog er en forfærdelig og latterlig genre er det stadigvæk noget af det musik jeg hører mest af.

mandag, marts 27, 2006

Guernica er færdigt!

Endelig. Endelig. Endelig.
Jeg har sjældent kæmpet så meget med at få et scenarie færdigt. Men i går aftes vandt jeg kampen. Guernica er færdigt, layoutet og sendt til dommerne. Nu håber jeg bare de har tid til at læse det.

Om det er blevet godt?

Næ. Ikke rigtig. Ikke så godt som det kunne være blevet. Jeg ville gerne have haft en uge ekstra til at finpudse scenerne. Oh well. I det mindste skal jeg ikke bekymre mig om Ottotaler og den slags, jeg er glad hvis scenariet bare skraber en enkelt nominering hjem.

torsdag, marts 23, 2006

Min første sportsskade! (eller: Guernica skrives færdig i smerte)

Jeg har brækket en finger!

Ikke bare sådan et lille tøseknæk, men brækket den ved roden, så hele min venstre hånd gør ondt. Før lægerne satte den på plads sad den cirka 45 grader skævt og man kunne se en fin lille bule i huden, hvor knoglen gerne ville ud. Det gjorde rigtig rigtig ondt og det gør det stadigvæk.

Og hvordan skete det så?

Jeg var i Nørrebroparken med nogle Absurthere og nogle af vores hangarounds, for at spille lidt amerikansk fodbold. Banerne var komplet mudrede og man skøjtede rundt når man skulle gribe en bold. På et tidspunkt kastede Magnus (absurth hangaround, skaterboy og sukkerbamse) en rigtig dårlig bold, som jeg på ingen måde kunne nå. Dog skulle jeg vise mig, spænende frem for at nå bolden, strakte hænderne frem og greb den. Næsten. Den ramte nemlig min finger så skævt at jeg tabte den, skreg i smerte og flåede min hanske af og så min venstre lillefinger stikke ud i en utrolig ubehagelig vinkel.

Min første sportsskade. Og fra football tilmed. Det er lidt sejt.

Men det er også meget irriterende. Jeg mangler lidt på Guernica stadigvæk og det er lige blevet lidt sværere at skrive scenarie med en hånd, der helst ikke vil bevæges. Men fuck det! Hvis Johannes kan skrive med kollapsede lunger, kan jeg sgu godt øde nogle smertestillende piller, bide tænderne sammen og blive færdig med lortet.

Jeg skal have fingeren bundet op i tre uger, hvilket betyder at jeg sikkert har den bundet op på Fastaval. Jeg regner med at få en sympati otto eller noget.

Det værste er næsten alle de ting jeg ikke kan. Jeg kan ikke knappe en skjorte. Jeg kan ikke spille playstation. Jeg kan ikke træne. Men værst af alt: jeg kan ikke sætte mit hår!

torsdag, marts 02, 2006

Bøger

Så er det tid til en ny feature: Nemlig en liste over de bøger jeg har læst i 2006 (jeg har hugget ideen fra Louisa Carabonellis (det er garanteret stavet forkert) blog). Planen er at jeg opdaterer skidtet hver den 1. i måneden. Det er naturligvis kun hele bøger, der ryger på listen (så det tæller ikke med alle de artikler og uddrag af bøger, jeg læser i studieøjemed).

Skønlitteratur

"Hvem ringer klokkerne for" - Ernest Hemmingway
"Ung må verden endnu være" - Nordahl Grieg

Faglitteratur

"Refleksiv sociologi" - Pierre Bourdieu
"Simulacra & Simulation" - Jean Baudrillard
"Det danske dilemma" - Hans Kornø Rasmussen