Single

Så er jeg kommet i samme båd som Sukkerbamsen. Jeg er nemlig blevet single og skal dermed, en eller anden gang ude i fremtiden, ud på det pulserende kødmarked. Det er rimelig uoverskueligt. Jeg skal i hvert tilfælde tabe ti kilo først.

Det glade land

Efter lang tids stilhed kommer her næste del af den retrospektive gennemgang af de scenarier, jeg har skrevet.

(Fastaval 2003)

Jeg troede i lang tid at jeg var færdig med at skrive scenarier. Det tog så lang tid og det blev alligevel ikke godt. Desuden havde jeg omkring denne tid en kærester, der var relativt high maintainance og ikke gav mig den store tid til skrive.

I efteråret 2002 fik jeg en mail fra Mette Finderup, der satte gang i min genfødsel som scenarieforfatter. Hun var scenarieansvarlig for den kommende Fastaval og ville gerne have unge og uprøvede forfattere og havde åbenbart set, at jeg havde skrevet til Fastaval nogle år før.

Jeg var netop blevet single og havde pludselig en utrolig mængde tid, som jo skulle bruges til et eller andet; så jeg besluttede mig for at prøve det der scenarieskrivning igen.

Jeg havde en løs ide om at jeg gerne ville skrive en roadmovie om nogle nynazister, der rejste igennem Danmark. Scenariet skulle beskrive verden, sådan som den så ud fra nazisternes perspektiv (det Danmark de rejste igennem, skulle med andre ord være gennemført dekadent og forfærdeligt). Mette var ikke så pjattet med ideen, da der allerede var en del roadmovies på tapetet. I dag havde jeg helt sikkert sagt at scenariet blev en road movie, uanset hvad hun nu syntes det skulle være. My way or the motherfucking high way og alt det der. Men dengang var jeg mere respektfuld overfor autoriteter (og så meget op til "de kendte"), så jeg ændrede min ide radikalt. Jeg beholdt dog nynazisterne.

Scenariet kom til at handle om nogle unge nynazster, der vil begå et mord på en indvandrerpolitiker. Jeg prøvede at gå bag om menneskene og vise, hvordan de var kommet i den situation, hvor de blev så desperate, at mordet ville give mening for dem. Ideen var god, men udførelsen haltede. Blandt andet var karaktererne virkelig klicheer og deres forhold til nazismen bliver næsten kun forklaret med deres dårlige barndomme (hvilket jeg ellers prøvede at undgå). Scenariet bærer også præg af at jeg netop var begyndt at læse scenarie og ikke havde læst så mange. Derfor er der stjålet med arme og ben fra de få jeg havde læst, både formmæssigt og med hensyn til opbygningen af teksten (basalt set har jeg hugget hele formen fra Ave Adam). Endelig bruger jeg side op og side ned på at fortælle, hvad pointen er med scenariet, i stedet for bare at skrive hvad det handler om (jeg bruger vist tre sider på at snakke om ytringsfrihed, uden at det har nogen direkte relation til scenariets fiktion). Nå ja og så er sproget knudret og overdrevent wannabe akademisk.

På trods af disse ting er det det første af mine scenarier, som jeg ikke er decideret pinligt berørt over at have skrevet. Kun lidt.

På Fastaval blev jeg endnu en gang skuffet, jeg troede virkelig at 2003 var det år jeg skulle komme med i eliten og vinde ottoer og den slags. Jeg havde endnu ikke rigtig noget begreb om, hvor meget et rigtig godt scenarie skilder sig ud fra et okay godt.

Doggs in da Vinyard

Jeg har fået en ide til et spil/scenarie, som jeg gerne vil lave. Det skal være med reglerne fra Dogs in the Vinyard og handle om hip hop.

Nu har jeg godt nok ikke læst Dogs, men jeg har læst en del om det, både på diverse blogs og endda lidt på The Forge. Som jeg har forstået det, handler det blandt andet om at eskalere konflikter, centreret om det der er på spil. Det kan jeg sagtens få til at passe med hip hop. Det kommer til at centrere sig om mødet mellem rivaliserende bander og den konflikt, der opstår i mødet. Eskaleringskonceptet passer ret godt med ideen, da man så kan gå fra verbale disses til fisticuffs til gunplay, efterhånden som scenen eskaleres.

Jeg skal bare lige starte med at læse Dogs, for at se om det egentlig er noget jeg kan bruge til noget.

Plader

Grævlingen skriver noget om plader på sin blog og udpeger tre plader, der er gode i specifikke situationer. Han beviser endnu engang hvor fucking indie han er, ved kun at nævne plader, som ingen andre kender (og som sandsynligvis kun er udgivet i limited edition på 12 inch singler fra at nu nedlagt pladeselskab i Belgien).

Men han beder også os andre om vores bud, så here goes:

Bedste plade til en grillaften

På diverse blogs foreslå mine venner alt fra jazz over croon til latincovers. Mine venner er bøsser. Den bedste plade til en sommeraften med masser af blodigt kød og iskolde øl skal naturligvis have lige så meget testosteron, som resten af arrangementet lægger op til. Det ville være oplagt at spille noget klassisk hard rock, gerne fra sydstaterne, så der virkelig kommer BBQ stemning på drengen, måske noget Lynyrd Skynyrd eller endda noget Kyuss. Men der er en plader der ikke er til at komme udenom: Guns N' Roses Appetite for Destruction. Der er masser af gang i den og attitude, så det ikke bliver en kedelig fest og samtidig er der sange som Paradise City og Sweet Child of Mine, der (specielt den første) oser af sommer og som kan spilles, når man skal prøve at score noget kød (hvis I forstår sådan en lille en...).

Bedste plade, når man er på vej til arbejdet

Som den lykkelige indehaver af en mp-3 afspiller, hører jeg en del forskelligt musik når jeg er på farten. Da jeg arbejdede i Nykredit (og solgte forsikringer til kræftsyge mennesker) hørte jeg næsten altid Rage Against the Machine på vej til arbejdet, så jeg var god vred og indigneret over storkapitalismen, når jeg nu skulle ind og arbejde for den. Hvis jeg skal vælge en plade, skal det være Rages selvtitlede debutalbum, mest fordi det er verdens bedste album nogensinde og derfor kan høres hvornår det skal være.

Bedste nede i kulkælderen plade

Igen ser vi på de andre blogs en fundamental forskel mellem mine venner og mig, de er nogle indie tøser, der går og tuder og kigger på deres sko, når de har en dårlig dag, jeg bliver derimod sur og hører noget ordentligt vredt musik. Måske skulle det være Minor Threats Complete Discography, der et dejligt album, fyldt med meget aggresiv straight edge punk. L7 kunne også være en mulighed, specielt en sang som Shitlist, kan få en i stødet på en dårlig dag. Men vinderen bliver et kompromis, nemlig Alice in Chains Dirt, her er nemlig tale om et album, der er så indadvendt og deprimeret at det gør helt ondt, samtidig med at det har vrede, guitarer og ikke får en til at føle sig som en tøsedreng, når man hører det.