Ordbog over indie

Indie. Det nye årtusindes svøbe. Uforståeligt. Talentløst. Forfærdeligt. Alligevel er alle anæmiske hipsters nede med det; blandt andet fordi de bruger et hemmeligt magtsprog, hvor tilsyneladende almindelige ord, tilskrives en ny betydning og dermed udelukker andre fra at deltage meningsfuldt i diskursen. Men her kommer min lille ordbog til hjælp. Brug disse ord, hvis du bliver fanget til en indierock koncert uden en anseelig mængden håndvåben på dig, eller du, af uransagelige årsager, beslutter dig til prøve at score en bleg tøs i ironisk t-shirt og converse sko.

Indadvendt: Deprimeret musik spillet af unge hvide mænd, der virkelig har forstået smerten i at komme fra den rigeste del af verden, få sin uddannelse betalt af staten og tjene mere som tjener end en ingeniør, gør i udviklingslandene. Det er musik for folk, hvis primære problem er at finde de slidte tights fit jeans, der passer bedst til deres udtrådte converse sko.

Ironisk: De er godt klar over at deres musik mest af alt lyder som et cover band, der spiller talentløse udgaver af The Smiths, Pavement og My Bloody Valentine, men de mener det jo ikke alvorligt, så deres musikalske inkompetence bliver lige pludselig et plus. Det er ironisk. Det er distanceret. Det er post moderne. Det burde udryddes med en flammekaster.

Jangle pop: Ligesom rigtig pop, men hvor ordentlige omkvæd, god produktion og en lækker melodi er byttet ud for tuderi og musikalsk inkompetence. Altså på ingen måde ligesom rigtig pop.

Lo fi: Musik der ikke er produceret ordentligt. Enten fordi folk var for optaget af at sidde og se triste ud, for at engagere bandets kvindelige bassist i en diskussion om Sartre eller noget andet teenager filosofi, med det formål at score hende og have virkelig bleg sex med hende eller også fordi de gerne vil skjule deres musikalske kommen til kort bag en elendig produktion.

Politisk: Bandet klynker lidt over, hvor uretfærdige George W Bush og Tony Blair er, opnået gennem en analyse, der ville få en journalist på Ekstra Bladet til at stoppe op og tænke “Ah… måske skulle I lige tænke lidt ekstra over det“. Man ved at deres indignation er overvældende når deres lyse stemmer når et niveau, hvor kun hunde kan høre dem. Den politiske indignation kan også udvides til en smule tudefjæs

Mainstream: Ting der er til at holde ud at høre på. Ting der har talent. Ting der ikke er udgivet som limiter edition 12 inch på et nu nedlangt belgisk undergrunds label. Ting som indieklubben foragter, fordi andre end dem selv har opdaget det.

Skramlet: Musik lavet af folk, der ikke kan spille musik. Et medlem af indieklubben bruger alt for meget tid på at kontemplere smerten ved at være hvid, rig og have alle muligheder i verden, til at kunne nå at lære at spille sit instrument ordentligt. Heldigvis er skramlet et plusord hos dem, da de basalt set ikke ville kunne genkende god musik om den så skreg teksten til Iron Maidens Run to the Hills ind i øret på dem.

Sælge ud: Sælge mere end otte eksemplarer af det samme album og derved ødelægge indieklubbens mulighed for at føle sig særlige, fordi de er de eneste der har opdaget netop dette bands unikke blanding af The Smiths lyd, Michael Strunges poesi og Draculas hudfarve.