Den bedste spiller...

Det er så populært at udnævne sine bedste spiloplevelse rundt omkring på forskellige blogs, så fodnoter skal da ikke være uden for det gode selskab. Her kommer de altså, Klaus Meier Olsens bedste spiloplevelser.

Som spil-leder:

Chiaroscuro af Mikkel Smækgaard, Fastaval 2004: Jeg kørte det sammen med min gode ven Anders Frost Bertelsen og vi have begge fået en lille gibbernakker før, for at holde trætheden på afstand (det var lørdag aften på Fastaval). Vi formåede at skabe den galeste, mest opkørte stumfilms ekspressionisme pastiche steming, holde spillerne i gang hele tiden og være fuldstændig fysisk udkørte efter scenariet (der var blevet råbt, danset og gøglet galore). Mikkel fik publikumsprisen, blandt andet på grund af vores gejleri.

Bondemænd og biavlere af Frederik Berg Olsen, Concarneval 2003: Det er måske det letteste scenarie at spil-lede, hvor man samtidig får optimalt udbytte. Jeg brugte det meste af tiden på at grine over spillernes forviklinger og rollespil (på den gode måde).

A Day in the Life af Mikkel Smækgaard, Fastaval 2005: Et scenarie der er ekstremt krævende som spil-leder; jeg formåede at holde styr på utallige handlingstråde og klippe det hele sammen til en utrolig rørende historie. En af de få gange hvor jeg virkelig nød at se mine spillere give den alt hvad den kunne trække.

Et Lystspil af Forfattergruppen Absurth, Fastaval 2004: Scenariet indeholder en fantastisk crazy og prætentiøs metaramme, som vi selv var mastere på. Det var en kombination af at se flere måneders hårdt arbejde kulminere i noget der overgik vores vildeste fantasier og en udløsning af nervøsitet opbygget over lige så lang tid. Nå ja, og så var vi ret stive mens vi spil-ledede det, men det har aldrig skadet nogen.

I Mørke er alle katte grå af Peter Thestrup, ConTakt II 2004: Det er måske det dårligste scenarie jeg nogensinde har læst; hvilket jeg da også fortalte mine spillere, hvorefter vi sammen skabte noget, der måske ikke var en fantastisk oplevelse, men med det skrevne materiale in mente var en sejr over utrolige udfordringer.

Som spiller

Dr. Hoffmans børn af Morten Juul, Fastaval 1996: Min første con. Mit første conscenarie. Det var en utrolig omvæltning fra at spiller Drager og Dæmoner til pludselig at blive præsenteret for et gennemtænkt plot og velskrevne karakterer. Jeg var 14 og blev fuldstændig blæst væk.

Deo Gratias af Frederik Berg Olsen, Fastaval 1999: Første gang jeg oplevede hvad en fantastisk spil-leder, et fremragende skriftligt oplæg og en dygtig og engageret spillergruppe kan gøre. Det var virkelig en eyeopener.

Deus Eversus af Foreningen Solhverv, Fastaval 2000: Rollegøgl hvor vi alle sammen spillede sjæle eller noget i den dur. I dag ville jeg have hadet det intenst, for det var virkelig en gang kvasifilosofisk varm luft, men den gang var det virkelig the shit, igen gjort fuldendt af 20 engagerede spillere.

Elevator af Sebastian Flamant, Fastaval 2002: Efter at være blevet mere og mere desillusioneret med rollespil og kedet mig bravt til både almindelige og til gøgler scenarier, genskabte Elevator min tro på at rollespil kan være underholdende og gribende. Den mest syrede og intense spiloplevelse jeg nogensinde har haft.

Onkel Ebenezers Testamente af Nina Essendrop og en eller anden Jakob, Live 2003: Lidt gøgler er man vel altid. Derfor var dette scenarie så god en oplevelse. En fuldkommen illusion. Gode spilpersoner og spillere, der gav den max gas. Det er den eneste gang jeg har oplevet at stafagen rent faktisk har været med til at give mig en bedre oplevelse (det var på en herregård, med tre retters menu og hele pivetøjet. Det er svært at spille dårligt rollespil i omgivelser, der fordrer scenariet så godt.