tirsdag, december 06, 2005

Guernica: kom nu i gang med at skrive Klaus Meier!

Som nogen måske vil vide er jeg ved at skrive et scenarie til Fastaval 2006, det kommer til at handle om den spanske borgerkrig. Det handler om krig og kærlighed og bliver knald episk.

Det eneste problem er at jeg simpelthen ikke kan tage mig sammen til at komme i gang; måske fordi jeg endnu en gang har kastet mig ud i et projekt med et ambitionsniveau af den anden verden. Lige nu virker det så fjernt at det skulle kunne blive til et færdigt scenarie og endda helst et godt et.


Konceptet er at kun tre af spillerne (der er fem) skal spille den samme rolle gennem hele scenariet. De skal spille de tre hovedpersoner, der har et trekantsdrama kørende. De to andre spillere skal spille de store biroller, der er med i en eller to hele akter. Det er i sig selv ikke så svært at lave. Problemet er at jeg gerne ville have at de to spillere har en større magt over fortællingen end de tre "hovedpersonsspillere". Således skulle de to personer gerne i høj grad være med til at skabe fortællingen, mens de tre koncentrerer sig om at spille rollespil og føle en masse.


Da de tre hovedroller kommer til at fordre en immersionistisk tilgang til rollerne, så det ville virke meget malplaceret og fiktionsbrydende at benytte en form for spilmekanik i de to roller. Men hvordan skal de så have magt over fortællingen? Jeg overvejer at lave disse "biroller" til autoritærefigurer (på den ene eller den anden måde), så det er deres handlinger "in game", der driver fortællingen videre og ikke en spilmekanik eller noget andet fiktionsbrydende. Dette skulle forhåbentlig også gøre disse roller til "rigtige" roller og ikke avatarer for to ekstra spilledere. Det er vigtigt for mig at de to spilleres roller så at sige også har noget på spil i fortællingen.


Dette, kombineret med at jeg også gerne vil give spillederen mere indflydelse over fortællingen end jeg ellers har arbejdet med, gør at det virker temmelig uoverskueligt lige nu.