Min gode gud, skriver jeg narrativisme?!
Jeg hader narrativisme. Ideen om at spillerne skal besudle min ide med deres tåbelige ideer i den hellige protagonismes navn kan få mig til at sværge på aldrig at skrive scenarier igen. De bliver jo alligevel ødelagt.
Men alligevel prøver jeg. Jeg vil jo ikke skrive Ave Adam (sorry Dennis...). Jeg vil gerne have at spillerne har indflydelse på scenariets forløb; således at hver eneste gennemspilning bliver unik, men bevarer min originale vision.
Jeg hader narrativisme. Jeg forstår ikke hvad Per von Fischer vil med sine ideer om rollespil (sådan som de kommer til udtryk på rpgforum og i hans blog). Desdo mere jeg læser af Ron Edwards desdo mere virker det som kejserens nye klæder, maskeret bag bombatisk retorik og en urokkelig tro på at have fundet de vises sten.
Men alligevel er mine sidste fem scenarier (Et Lystspil, Unik, Slackers, Tjubang! og Guernica) alle eksempler på hvordan man kan inddrage spillerne på en mere magtfuld måde end det traditionelle "nu-sker-det-her-hvad-gør-du" rollespil.
Jeg tror at jeg stejler overfor narrativismens retorik. Det bliver så monolitisk. Så ensporet. Jeg er jo humanist og stemmer på de radikale. Jeg kan godt lide kompromisser, hvor der er noget for alle.
Jeg har meget svært ved at se The Forge som rollespillets frelser (specielt fordi vi lavede Forge style spilmekanik uden at have hørt om stedet, og uden at Per von Fischer havde skrevet en eneste linie om det på RPGfoprum, allerede i Et Lystspil). Scenarieformen er den der interesserer mig mest og her synes jeg at The Forge kommer lidt til kort. Men derfor kan man jo stadig godt lære noget af dem. Der er helt sikkert blevet udviklet nogle måder at skabe interaktion på, som også kan overføres i et mere "klassisk" scenarie.
En ting jeg har meget svært ved at sluge ved Edwards' "Story Now" er at det eleminerer franskbrødsspillet. Dette er tidligere blevet diskuteret på Munkholts blog. Nogle kan lide det. At sidde i sin karakter og bare være, spise middag og snakke, mens konflikten ganske langsomt sniger sig ind (se Mikkel Smækgaards "Svanevang" for et prima eksempel på franskbrødsspil, der kan trække ud i evigheder uden at der sker noget). Nogen hader det og vil have svesken på disken med det samme. Jeg er sådan lidt imellem (radikal...). Jeg kan godt lide franskbrødet, til en vis grad., det skal bare ikke tage overhånd.
Men hvis Guernica ikke er narrativisme, hvad er det så? spørger Munkholt. Jeg ved det ikke. Det er ikke hardcore Sorcerer/Ron Edwards style narrativisme. Men to af spillerne har indflydelse på fortællingen i højere grad end i traditionelt rollespil. Hvis indflydelse er lig narrativisme (light) jamen så kald det da narrativisme. Men samtidig er der tre spillere for hvem der virkelig er mulighed for at fordybe sig i franskbrøddet og bare spille igennem. De har ingen extra-fiktionel indflydelse på fortællingen. De skal bare spille deres roller.
Bottom line. Der er en historie i Guernica, i langt højere grad end i Mørke Steder tilhører forfatteren. Spillerne får lov at være med, flytte rund på enkelt elementer og påvirke den i høj grad, men when push comes to shove, så er det min historie og den vil jeg sgu ikke give slip på.
Men alligevel prøver jeg. Jeg vil jo ikke skrive Ave Adam (sorry Dennis...). Jeg vil gerne have at spillerne har indflydelse på scenariets forløb; således at hver eneste gennemspilning bliver unik, men bevarer min originale vision.
Jeg hader narrativisme. Jeg forstår ikke hvad Per von Fischer vil med sine ideer om rollespil (sådan som de kommer til udtryk på rpgforum og i hans blog). Desdo mere jeg læser af Ron Edwards desdo mere virker det som kejserens nye klæder, maskeret bag bombatisk retorik og en urokkelig tro på at have fundet de vises sten.
Men alligevel er mine sidste fem scenarier (Et Lystspil, Unik, Slackers, Tjubang! og Guernica) alle eksempler på hvordan man kan inddrage spillerne på en mere magtfuld måde end det traditionelle "nu-sker-det-her-hvad-gør-du" rollespil.
Jeg tror at jeg stejler overfor narrativismens retorik. Det bliver så monolitisk. Så ensporet. Jeg er jo humanist og stemmer på de radikale. Jeg kan godt lide kompromisser, hvor der er noget for alle.
Jeg har meget svært ved at se The Forge som rollespillets frelser (specielt fordi vi lavede Forge style spilmekanik uden at have hørt om stedet, og uden at Per von Fischer havde skrevet en eneste linie om det på RPGfoprum, allerede i Et Lystspil). Scenarieformen er den der interesserer mig mest og her synes jeg at The Forge kommer lidt til kort. Men derfor kan man jo stadig godt lære noget af dem. Der er helt sikkert blevet udviklet nogle måder at skabe interaktion på, som også kan overføres i et mere "klassisk" scenarie.
En ting jeg har meget svært ved at sluge ved Edwards' "Story Now" er at det eleminerer franskbrødsspillet. Dette er tidligere blevet diskuteret på Munkholts blog. Nogle kan lide det. At sidde i sin karakter og bare være, spise middag og snakke, mens konflikten ganske langsomt sniger sig ind (se Mikkel Smækgaards "Svanevang" for et prima eksempel på franskbrødsspil, der kan trække ud i evigheder uden at der sker noget). Nogen hader det og vil have svesken på disken med det samme. Jeg er sådan lidt imellem (radikal...). Jeg kan godt lide franskbrødet, til en vis grad., det skal bare ikke tage overhånd.
Men hvis Guernica ikke er narrativisme, hvad er det så? spørger Munkholt. Jeg ved det ikke. Det er ikke hardcore Sorcerer/Ron Edwards style narrativisme. Men to af spillerne har indflydelse på fortællingen i højere grad end i traditionelt rollespil. Hvis indflydelse er lig narrativisme (light) jamen så kald det da narrativisme. Men samtidig er der tre spillere for hvem der virkelig er mulighed for at fordybe sig i franskbrøddet og bare spille igennem. De har ingen extra-fiktionel indflydelse på fortællingen. De skal bare spille deres roller.
Bottom line. Der er en historie i Guernica, i langt højere grad end i Mørke Steder tilhører forfatteren. Spillerne får lov at være med, flytte rund på enkelt elementer og påvirke den i høj grad, men when push comes to shove, så er det min historie og den vil jeg sgu ikke give slip på.
posted by KlausMeier at 11:32 PM
4 Comments:
Shit, det var en ordentlig smøre.
Jeg tror heller ikke at the Forge er den hellige noget som helst - jeg kan kun sige mine personlige erfaringer klikkede i hak da jeg læste Story Now første gang. Pludselig forstod jeg hvorfor det rollespil jeg havde deltaget i havde været så (for mig) pinagtigt. Jeg forstod også at være bedre til at formulere hvad det var jeg ville.
Franskbrødsspil, rugbrødsspil, for min skyld må man spille alt det man gider. Hvis det oven i købet er fedt, jamen så er der da ingen grund til at grave sig ned. JEG gider bare ikke, og jeg VED hvorfor jeg ikke gider, men det behøver vel ikke gælde for dig eller andre? Og hvorfor kan jeg ikke sige det højt og åbent uden at jeg straks skal være kejserens nye den ene dag og den gale profet den anden?
Forge og scenarier? Der er ikke så meget at komme efter. Det er et rollespils-design-sted.
(Hvis du derimod tænker et scenarie som et lille stykke spil-design, som jeg er mere tilbøjelig til efterhånden, så er der straks meget at hente).
Men, er det noget du vil diskutere eller vil du bare være sur? :)
Du vil være forfatterEN på dit scenarie - det er da OK, jeg siger bare "wrong medium" - rollespil kan en masse andet end at være en bog/film/dit teaterstykke.
Dine overvejelser om Guernica minder mig meget om spillet Polaris, men det er en anden tangent.
Min pointe er, at der meget jeg finder utrolig interessant ved the Forge og specielt de virkemidler de opfinder til at skabe interaktion.
Samtidig køber jeg bare ikke hele pakken, med indbygget filosofi om narrativisme (for nu at være meget firkantet og sætte en kunstig lighed op mellem Sorcerer og The Froge som sådan).
Min pointe var netop en forundring; narrativisme er ikke særlig interessant rollespil i min optik, men samtidig er det lykkedes mig at låne en masse overvejelser og virkemidler fra det og, forhåbentlig, integrere det i Guernica.
Jeg koeber skam heller ikke hele Forge-pakken. Men husk lige at narrativist ikke er en isme eller en filosofi - det er en samlende betegnelse for en spilpreference med saerlige maal, og derfor med saerlige spiller-input og -aktiviteter som foelge heraf. Det er en ret vigtig distinktion, men desvaerre en helt normal fejlagtig antagelse, hvilket bestemt ikke goer snakken lettere.
Ophavsmanden til begrebet siger selv at narrativistiske er den letteste tilgang til rollespil, men den svaereste at diskutere, bl.a. pga af debatmudder skabt af forskellige tilgange og erfaringer med rollespil. Kys 8-*
Det ved jeg. Jeg har skam sat mig ind i det (og der er da også nogle af Forge spillene jeg rent faktisk gerne ville spille (PTA og Dogs)).
Min pointe er at narrativisme ikke er den slags rollespil jeg gerne vil spille, men at jeg bruger elementer derfra i Guernica.
Min overvejelse er ganske enkelt om det er noget, der kan lade sig gøre eller om man skal "købe hele pakken" og opgive den forfatterskabte historie, for at benytte nogle af de interaktionsskabende teknikker som The Forge har fremelsket.
Send en kommentar
<< Home