lørdag, december 16, 2006

En bøn fra det brændende Nørrebro

Jeg har virkelig sympati Ungdomshuset. Det er en vigtig del af det københavnske kulturliv, der burde blive bevaret og styrket. Det er bare sværere og sværere at bevare den sympati og det billede af Ungeren.

Det er uforståeligt for mig, at man kan udtrykke sin utilfredshed med Ungdomshusets lukning (og sikkert med en masse andre ting), ved at smadre butikker, biler, cykler og endda selve gaden i det område hvor Huset ligger. Jeg ved at Ungdomshusets talsmand har læst filosofi, så begrebet kausalitet er næppe en ukendt størrelse for ham; det virker det som om det er for en del andre af deltagerne i demoen.

Kiosker og farvehandlere er ikke skyld i at jeres hus bliver lukket; så hvorfor fucke dem op?

De cykler og biler, der står parkeret langs Nørrebrogade vil ikke blive brugt ved en eventuel rydning, så hvorfor smadre dem?

Men mest af alt undrer det mig at brugerne af Ungeren ikke i to sekunder hopper ud af deres solipsistiske krævementalitet og ser sig selv udefra. For helt ærligt drenge, hvordan tror I selv at I bliver opfattet af den brede befolkning, af politikerne, af jeres naboer og af en ung akademiker, der engang var sympatisk indstillet overfor jeres sag.

En flok voldelige, maskerede, bevæbnede mennesker i sort tøj, der drager hærgende gennem mit nabolag, imens de smadrer alt, der kommer inden for deres rækkevidde?

De virker som nogle friske unge gutter. Selvfølgelig skal de da have lov til at blive. Lad os give dem et hus. Lad os give dem to. Den form for kultur er da bevaringsværdig og skal støttes.

Ja, i Omvendtland!

Så her kommer min bøn: Kære brugere af Ungdomshuset, vil I ikke godt stoppe med at lægge min bydel i ruiner? Vil I ikke godt lade mig bevare den sidste rest af sympati for jer?

På forhånd tak.

Klaus.

fredag, december 01, 2006

Pingvindomptør

Nu har Munkholt lukket katten ud af sækken og afsløret at han sidder i Otto-komiteen; derfor kan jeg lige så godt afsløre at det gør jeg også. For første gang og vist også som det yngste medlem af årets jury. Jeg har virkelig en god fornemmelse med at skulle læse så mange interessante scenarier og diskutere dem med fem über-kompetente mennesker. Det skal nok blive fedt. Men det skal nok også blive hårdt. Det næste halve år har jeg således en studie, et fuldtidsjob og en tjans som Otto dommer... Min kæreste kommer til at se mig cirka en gang om måneden...