Den moderne eunuk og jagten på den maskuline seksualitet

(Disclaimer: Denne artikel indeholder postulater, generaliseringer og bevidst polemisk sprogbrug. Desuden er den lidt lang).

Der er en stor fokus på kønnet i det moderne mediebillede. TV3 og Kanal 5 nærmest falder over hinanden for at faldbyde deres nye talkshows “Eva - Uden Adam” og “QTV” (som i qvinde tv, naturligvis), der begge er specifikt rettet imod kvinder.

Feminister brokker sig over at medierne skaber et forvrænget billede af kvinden, og særligt af hendes seksualitet. Den perfekte kvinde bliver fremstillet som en der både har tid til at være den perfekte mor, en succesfuld erhvervskvinde, en passioneret elskerinde og en god veninde. Samtidig benytter musikvideoer og reklamer en form for pornoæstetik, hvor kvindens underdanighed og mindreværd konsekvent vedligeholdes. Se blot enhver hip hop video, hvor kvinden bliver reduceret til sit køn (en potentiel sensuelrelation) og sin blæreværdi (som udspringer af forventningen om en tidligere eller igangværende seksuel relation).

Jeg giver diverse feminister helt ret i at alt dette er ekstremt problematisk. Det er synd for dem.

På den anden side: Kvinden har i det mindste en seksualitet.

For den store fokus på kønnet har endnu ikke forplantet sig til en fokus på mandekønnet og den maskuline seksualitet. Den moderne mand er på mange punkter en eunuk, ikke sådan at forstå at han ikke har et seksuelt drive, men at dette drive mest af alt er et udtryk for et ønske om at slippe for netop eunukfølelsen.

Jeg har snakket med næsten alle mine venner om det og de har det alle på samme måde som mig: I en scoring er det vigtige ikke hele spillet før (de fleste af os ville gerne springe det over), det er heller ikke selve sexen (hvor god sex er det lige når begge parter har main linet alkohol i seks timer i træk?), det er derimod muligheden for at fortælle sine venner om det dagen efter. Dermed beviser man nemlig at man er en der scorer meget, man undslipper eunukfølelsen for et kort øjeblik og føler sig rent faktisk sexet.

Mit argument er at jeg, og de fleste andre mænd jeg kender, ikke har nogen seksualitet, der ikke er baseret på selve bekræftelsen af at vi har en seksualitet. Vi har ikke en selvstændig seksualitet. Man føler sig som mand kun sexet, når man lige har scoret.

Sat endnu mere på spidsen: I en moderne kønsdiskurs er manden ikke i besiddelse af noget som helst som kvinden gerne vil have og står derfor tilbage som en magtesløs eunuk, der har et brændende drive efter at have dette noget, men ikke rigtig nogen midler til at realisere drivet.

Hvis man for eksempel er i besiddelse af en dagtingprofil på internettet (og det er jeg), springer en meget påfaldende ting én i øjnene. Mændene er sælgere. Kvinder er købere. De mandlige profiler er fyldt med løfter om hvor fortræffelig en gentleman, elsker og romantiker han er; hvorimod den kvindelige er fyldt med ufravigelige krav til hvordan en mand skal være som gentleman, elsker og romantiker.

Tendensen er tydelig. Kvinden har allerede i kraft af sit køn noget der er værd at efterstræbe. Noget a priori attråværdigt. Manden har røv og nøgler. Han er nødt til at gøre sig fortjent til en relation. Gøre en masse ting ud over det basale i være mærket med et bestemt kønstegn.

Af samme grund er det sprogligt umuligt at forestille sig en mand blive italesat som værende en der spiller kostbar. Det er meningsløst. Han har ikke noget som kvinden vil have og kan derfor ikke spille kostbar. Han er nødt til at snakke og gøre sig interessant, mens kvinden blot kan sidde og vente (og eventuelt spille kostbar), da hendes iboende seksualitet gør hende attråværdig.

Der er også en påfaldende mangler på seksualiserede mandekroppe i det offentlige rum. Der er nogle. Ja da. Man på ingen måde bare i nærheden af hvor mange seksualiserede kvindekroppe, man konfronteres med, ved blot at gå en tur ned af Købmagergade.

Mandekroppen har altså heller ikke den samme værdi på det seksualiserede marked som kvindekroppen har og man må som mand endnu engang falde tilbage på alle de ting man gør udover at bære sit kønstegn, for at åbne for scoringen og dermed opnå en kortvarig følelse af seksualisering.

Var der nogen der sagde ond cirkel?

Som det ser ud nu er den maskuline seksualitet i hænderne på en flok pengeliderlige livstilsgøglere, som fx Mads Christensen (ham med Den Store Blærerøv); der søger at lære os de relevante taktikker til at opnå seksualisering.

For der er tale om teknikker. Man lærer os at være veltalende, romantiske, sige de rigtige ting, komme med de fede komplimenter. Det er til at brække sig over. Kvinder har ikke brug for disse teknikker, de er a priori seksualiserede. Der er sgu ingen mænd, der scorer på bare at stå og være lækre (for så ville jeg have fået uanet meget mere sex...).

Den moderne mand er en eunuk på evig jagt efter en seksualitet, der konstant undslipper ham efter at have været i hans besiddelse et kort øjeblik. Man bliver virkelig træt af aldrig rigtig at føle sig sexet, men konstant skulle falde tilbage på en række ekstra teknikker, der er indlært for at kompensere for det mandlige kønstegns manglende iboende seksuelle værdi.

Eller lidt kortere: Hvorfor er det så fucking svært at score som mand og så nemt som kvinde?