Fodnoter

Man ved at man har et særpræget arbejde når...

2007-04-26T12:01:00.000+02:00

...den interne kommunikation sagtens kan lyde "Nej Metro, ikke Fisk, Flæsk! Flæsk! Ikke Fisk! FLÆSK METRO!"

Kære onkel Scott, jeg ønsker mig...

2007-04-21T04:20:00.000+02:00

Så er det ved at være draft tid og derfor (men også lidt fordi jeg er syg og ikke kan sove), kommer her en top fem over hvem jeg gerne vil have til Rams i første runde. Jeg har prøvet at være realistisk...

1: Amobi Okoye: Han er desværre på vej op af mange draftboards, så han er nok ikke på brædtet her, men hold da op hvor vil jeg gerne have ham til Rams; specielt med øje på hvor god han kan være om tre år, hvor han i øvrigt kun vil være 23.

2: Jamaal Anderson: Han er tilgengæld på vej ned af mange boards, så han er absolut en mulighed her. Han kunne gå ind i end rotationen sammen med Hall og Adeyanju og med tiden erstatte Little. Hans kombination af atletiske evner, fart og størrelse er freaky og giver ham et enormt potentiale.

3: Adam Carricker: En stor smuk mand, med en forbilledlig arbejdesmoral, der kan bruges som både end og undertackle (og nosetackle hvis han bliver fedet op i et års tid); han er en instant upgrade spiller, der måske ikke har så stort et potentiale som de to over ham.

4: LaRon Landry: Det er mere end usandsynligt at han falder så langt, men hvis han gør, er han den eneste defensive back som ville gøre mig glad (i hvert tilfælde i første runde); han kan det hele og er allerede langt bedre end det vi har på safety nu.

5: Alan Branch: Hvis blot han var konsistent og havde arbejdsmoral, for fysisk er han er uhyre. Som det er nu minder han mig alt for meget om Jimmy "jeg er herredårlig og et megabust" Kennedy som Rams tog i første runde i 2002.

Men hvad vil Rams' trænerstab?

De snakker meget om Carricker og en del om Ted Ginn Jr. Herre typisk Rams: "Vi har et dårligt forsvar, der kostede os playoffs sidste år, men lad os da bruge første valget på en receiver, der ikke kan løbe ruter!". Røvhuller.

Jeg bliver rigtig muggen, hvis det bliver Ginn i første runde. Det ville svare til at ønske sig samlesæt og modeltod og så få bløde pakker over hele linien.

Jeg håber onkel Scott er flink i år...

Flere aversioner

2007-03-26T23:06:00.000+02:00

Jeg har fået oparbejdet mig nogle flere aversioner på mit arbejde.

Jeg hader:

Postbude der nikker venligt til mig, når jeg kommer kørende i min bude-uniform. Lad være med det! Der er ikke noget fællesskab mellem os. Vi laver ikke det samme. Det svarer til at en hjemmeværnsmand (ja, det er postbudet) nikkede kammeratligt til en jægersoldat (mig, naturligvis).

Velmenende receptionister, der medfølende påpejer at det må være hårdt at være cykelbud, når jeg kommer vaklende ind i receptionen dækket afi sne eller dryppende af regn. Man kan kun svare kækt så mange gange, inden trangen til bare at skrige "Tror du virkelig, møgluder?!" ind i ansigtet på dem melder sig. Medmindre de er lækre, selvfølgelig...

Refshalevej. Ja, stadigvæk. Den sutter.

Return of de automatisk døråbnere

2007-03-26T22:59:00.000+02:00

Blot et ganske kort opfølgningsrant:

De har vundet.

De automatiske døråbnere.

De har spundet mig ind i deres net af dekadent ugidelighed og jeg tror aldrig at jeg slipper ud.

Jeg har flere gange været ude for at stå foran en dør (jeg er stadigvæk grønt bud og møder en del hoveddøre i mit daglige virke), kigge meget forvirret på den, så rundt om den, endda gå lidt rundt i opgangen og kigge febrilsk: Hvor fanden er knappen til den automatiske døråbner? Hvorefter det går op for mig at der blot er tale om en ganske almindelig dør, der betjenes ved hjælp af et håndtag og eventuelt en lås...

Når det sker, dør jeg en lille smule inden i.

Et andet perspektiv på Ungeren

2007-03-04T12:34:00.000+01:00

Påstand:

Det mest interessante man kan sætte spørgsmålstegn ved, er de ting som alle tager for givet.

Derfor:

Lad os glemme fjolserne med deres selektive moral og hævede brosten, lad os glemme Ruth og Pias nasale forurettethed, lad os glemme alle moralske og juridiske spørgsmålstegn.

Lad os i stedet snakke lidt om kultur.

Her er alle enige. Fra den mest lukningsliderlige politiker over den velmenende strandvejssocialist til den sortklædte anarkist, udtaler alle at Ungeren er en vigtig del af den københavnske kultur. Det er så accepteret en sandhed at man ikke engang behøver at komme med anden forklaring, end at Ungeren udgør et alternativ.

Undskyld mig. Et alternativ? Ikke siden mine sortklædte teenage dage har jeg accepteret argumentet om at noget er godt bare fordi det er alternativt. Man må da kunne påpege nogle indholdsmæssige kvaliteter, ikke bare at Ungeren ikke er som alt det andet.

Jeg diskuterede Ungeren med min kæreste - der, må jeg indrømme, har en stærk tilknytning til det ekstreme venstreorienterede miljø - forleden; hun mente at den skulle være der, fordi det at den var alternativ og dermed sikrede udvikling.

Det var lige præcis det jeg gerne ville have hun skulle sige, for det er simpelthen forkert. Det eneste jeg kan se Ungeren er alternativ til er til god højkultur.

Ungerens kulturudbud er mangfoldige, men fælles for alle dem jeg har set eller hørt om er en ekstremt bagstræberisk tilgang, en tilgang der kommer af en tilbedelse af weird for the sake of weird og en manglende viden om hvad, der er sket før rent kulturelt.

Der bliver spillet meget punk i Ungeren. Jeg kan godt lide punk. Jeg kan rigtig godt lide hardcore. Men det er sgu ikke cutting edge, det er fra midt 70'erne og de bands jeg har hørt fra Ungeren (tak til Mr. Doomlund) har absolut ikke været i gang med at genopfinde punken eller tilført den noget nyskabende.

De happenings jeg har set fra Ungeren giver mig kun lyst til en ting; nemlig at præsentere deltagerne for et leksikon om kulturhistorie, bede dem slå dadaisme op og så se til i moro, mens det går op for dem at deres kuntneriske udtryk ikke er andet end et plagiat af en kunstnerisk retning, der brændte ud i 1920'erne.

Dadaismen var, som punken, en gigantisk hvirvelvind af et opgør med en hel tradition. Så brændte den ud og kunsten blev aldrig sig selv igen og heri ligger problemet; de såkaldte nyskabende tiltag i ungeren benytter sig af tomme tegn og lånte klæder. De trækker på avant gardens form, men uden at have avant gardens indhold (ja Jonas, det er Barthes); avantgarde/nyskabende tegnet bliver forskudt og henviser ikke længere til andet sin egen artsyness, evigt medieret af den ukritiske gentagelse af at Ungeren er alternativ (ja Jonas, det er Baudrillard).

Ungeren er på mange punkter en højskole: et forsøg på at skabe kultur, udført af folk, der ikke ved særlig meget om kultur. Fred være med det. Ligesom højskoler giver det folk mening i deres liv; så finder de ligesom sig selv og kommer videre.

Men at udnævne en glorificeret højskole til københavns bankende kulturhjerte er at tage munden bare en lille smule for fuld.

Selvfølgelig skal der være et Ungdomshus, lige som der skal være højskoler og pottemager kurser på VUC. Kommunen må gerne støtte det, men som alle disse tiltag er det så kulturelt uinteressant, at folks projekt med at finde sig selv, mens de laver bagstræberiske gentagelser af tidligere kulturelle sejre, i høj grad må være op til dem selv at finansiere.

Kort: Ungerens kultur er faktisk ikke så nyskabende som alle siger, udvikling kan ikke komme fra en evig gentagelse af tegn udsuget for al mening og indhold, højkultur er the shizzle, Klaus Meier er en stolt kulturradikal.

De rigtige vindere...

2007-02-26T06:23:00.000+01:00

Lige nu er jeg meget træt og på vej i seng, men jeg vil da lige bemærke at jeg ramte rigtigt på 6 ud af 9 forudsigelser om Oscars. Ikke dårligt.

Det eneste problem er at den pris jeg helst så ske, nemlig Bedste mandlige hovedrolle til Peter O'Toole, ramte ved siden af og i stedet gik til Forest Whitaker. Ærgeligt, både fordi Peter O'Toole giver et smukt, skrøbeligt og personligt portræt af en aldrende skuespiller og fordi det sandsynligvis var den gamle drukmås (og evige Oscar taber) sidste chance for en pris.

Desuden må jeg også nævne at 4 af de store priser til The Departed er lige i overkanten. Bedre er den altså heller ikke...

Oscarvindere

2007-02-25T23:38:00.000+01:00

Der er et par timer til årets Oscarshow. Folk der kender mig vil sikkert vide at jeg er stor award show afficionado og derfor, naturligvis, skal ødelægge min dag i morgen, ved at se hele showet i nat.
Jeg vil lige give mine bud på vinderne i de enkelte kategorier.

Bedste film: Babel

Bedste instruktør: Martin Scorcese for The Departed

Bedste mandlige hovedrolle: Peter O'Toole for Venus

Bedste kvindelige hovedrolle: Helen Mirren for The Queen

Bedste mandlige birolle: Alan Arkin for Little Miss Sunshine

Bedste kvindelige birolle: Jennifer Hudson for Dreamgirls

Bedste originale manuskript: Little Miss Sunshine

Bedste adapterede manuskript: The Departed

Bedste udenlandske film: Pan's Labyrinth

Et rant: Automatiske døråbnere

2007-01-16T20:28:00.000+01:00

Jeg er begyyndt at arbejde som grønt bud. Det er et arbejde der fører en del ting med sig; og her tænker jeg ikke blot på lederede knæled, et fordoblet madbudget og en utrolig fast røv. Nej, jobbet som grønt bud fører mest af alt nogle forventninger med sig.

Det forventes at man bruger en del af sin arbejdsdag på at sidde på diverse torve i København og kigge efter damer.

Det forventes at man behandler trafikregler som var de - allerhøjest - vejledende.

Det forventes at man ser vildt sammenbidt og macho ud, når man kæmper sig gennem regn og blæst iført kropsnært spandextøj.

Her er jeg fint med.

Desuden forventes det at man får sig nogle aversioner. Det kan ikke undgås, når man bruger otte timer hver dag i Københavns - og omegns - gader. Der er nogle ting man bare automatisk kommer til at hade.

Der er de helt generelle ting som alle cykelbude afskyr:

- Christianiacyklen i alle dens former og afskygninger (man kan jo ikke komme forbi de store skrumler).

- Folk, der insisterer på at tale i telefon mens de cykler.

- Kæreste par der bare elsker hinanden SÅÅÅ højt at de pure nægter at lade gentagende klimt fra en ringklokke skille dem ad på cykelstien.

- Receptionister der ikke er lækre (hvorfor så ansætte dem?)

- Refshalevej

Men man skal også udvikle sine helt egne hadeobjekter, som man kan snakke længe og passioneret om, når man står på et torv med de andre bude (vi forestiller os her at der ikke er nogen damer at kigge på).

Jeg har efter en måneds søgen endelig fået en sådan.

Automatiske døråbnere.

Automatiske døråbnere er det ultimative udtryk for vestlig dekadence. Glem alt om massagepuder, massiv overvægt og tivoliforlystelser. Når dommens dag indtræffer vil det være de automatiske døråbnere, der sender hele den vestlige civilisation ned i Helvedes flammende gruber.

Hvad gør en automatisk døråbner?

Man trykker på en knap, som så låser døren op, således at man kan tage i håndtaget og skubbe (eller trække) i døren indtil den åbner sig.

Den åbner som regel ikke engang døren for en. Den sørger bare for at låse den op.

Hvem er den let overvægtige lyshårede mand, der efter en hård arbejdsdag (sandsynligvis på Nykredit), har tager fat i en ganske almindelig lås med sin højre hånd, drejet den cirka 90 grader således at døren er ulåst og pludselig har kigget vildt frem for sig og tænkt :"Det er simpelthen for meget arbejde det her. Det nanosekund jeg bruger på selv at dreje låsen, kunne jeg bruge til noget meget bedre: skrive kærlighedssonetter til min kone, læse Kafkas samlede værker eller måske bare trykke på en knap som ordner den uoverstielige udfordring som det at låse en dør op".

Jeg ved ikke hvem han var, men han var en fucking idiot.

Det tager ingen tid at låse en dør op. Hvorfor er det så nødvendigt at opfinde en mekanisk anordning, der gør det for en?

Vestlig dekadence mine damer og herrer.

En bøn fra det brændende Nørrebro

2006-12-16T20:07:00.000+01:00

Jeg har virkelig sympati Ungdomshuset. Det er en vigtig del af det københavnske kulturliv, der burde blive bevaret og styrket. Det er bare sværere og sværere at bevare den sympati og det billede af Ungeren.

Det er uforståeligt for mig, at man kan udtrykke sin utilfredshed med Ungdomshusets lukning (og sikkert med en masse andre ting), ved at smadre butikker, biler, cykler og endda selve gaden i det område hvor Huset ligger. Jeg ved at Ungdomshusets talsmand har læst filosofi, så begrebet kausalitet er næppe en ukendt størrelse for ham; det virker det som om det er for en del andre af deltagerne i demoen.

Kiosker og farvehandlere er ikke skyld i at jeres hus bliver lukket; så hvorfor fucke dem op?

De cykler og biler, der står parkeret langs Nørrebrogade vil ikke blive brugt ved en eventuel rydning, så hvorfor smadre dem?

Men mest af alt undrer det mig at brugerne af Ungeren ikke i to sekunder hopper ud af deres solipsistiske krævementalitet og ser sig selv udefra. For helt ærligt drenge, hvordan tror I selv at I bliver opfattet af den brede befolkning, af politikerne, af jeres naboer og af en ung akademiker, der engang var sympatisk indstillet overfor jeres sag.

En flok voldelige, maskerede, bevæbnede mennesker i sort tøj, der drager hærgende gennem mit nabolag, imens de smadrer alt, der kommer inden for deres rækkevidde?

De virker som nogle friske unge gutter. Selvfølgelig skal de da have lov til at blive. Lad os give dem et hus. Lad os give dem to. Den form for kultur er da bevaringsværdig og skal støttes.

Ja, i Omvendtland!

Så her kommer min bøn: Kære brugere af Ungdomshuset, vil I ikke godt stoppe med at lægge min bydel i ruiner? Vil I ikke godt lade mig bevare den sidste rest af sympati for jer?

På forhånd tak.

Klaus.

Pingvindomptør

2006-12-01T14:07:00.001+01:00

Nu har Munkholt lukket katten ud af sækken og afsløret at han sidder i Otto-komiteen; derfor kan jeg lige så godt afsløre at det gør jeg også. For første gang og vist også som det yngste medlem af årets jury. Jeg har virkelig en god fornemmelse med at skulle læse så mange interessante scenarier og diskutere dem med fem über-kompetente mennesker. Det skal nok blive fedt. Men det skal nok også blive hårdt. Det næste halve år har jeg således en studie, et fuldtidsjob og en tjans som Otto dommer... Min kæreste kommer til at se mig cirka en gang om måneden...

Ting jeg gerne vil sige inden jeg dør...

2006-11-10T15:18:00.000+01:00

På en bytur for et par uger siden blev det diskuteret hvilket sætninger man gerne vil have sagt inden man dør. Ikke nødvendigvis som sine sidste bevingede ord, men blot på et tidspunkt i ens, hvis man skal tage sætningerne for gode varer, ganske begivenhedsrige liv.

Jeg ville fx gerne nå at sige:

- "Hvad mener du med at det ikke lade sig gøre? Det er min produktion, jeg bestemmer hvad der kan lade sig gøre! Jeg kan ikke skabe, når du stiller dig i vejen for min kreative proces! Du er fyret! Dig med med kablerne... Hvad kigger du på?! Du er fyret! I er alle sammen fyret!!! ...Jeg er i min trailer..."

- "...Nu er problemstillingen jo ikke så simpel som du søger at gøre den til; som jeg skriver i min seneste bog om emnet, så..."

- "Ræk mig min Remington, boy; jeg kan sagtens ramme elefanten herfra"

- "Nu skal du høre Lise. Jeg kan desværre ikke give dig mere end 6 i Religion, men jeg ved at du skal bruge mindst et 8-tal for at have gennemsnittet til at komme ind på medicinstudiet, så måske kunne vi finde ud af noget... Den ene tjeneste er jo den anden værd..."

Ud af dette kan man så udlede at jeg gerne vil være enten prætentiøs kunstner, ekspert i et DR2 program, storvildtsjæger eller en gymnasielærer med en lettere ramponeret moral... Jeg vil naturligvis helst nå alle fire ting.

Nogen af drengene spædede til med følgende sætninger:

- "Hold kæft, hvor er alle jeres fisser stramme!" - Theis Doomlund

- "Post-modernisme? Jeg ved ikke om jeg decideret tænkte på post-modernisme da jeg skrev bogen, den var faktisk mere tænkt som..." - Trier

- "Det her gør mere ondt på mig end på mig..." - Trier

Den moderne eunuk og jagten på den maskuline seksualitet

2006-10-09T21:32:00.000+02:00

(Disclaimer: Denne artikel indeholder postulater, generaliseringer og bevidst polemisk sprogbrug. Desuden er den lidt lang).

Der er en stor fokus på kønnet i det moderne mediebillede. TV3 og Kanal 5 nærmest falder over hinanden for at faldbyde deres nye talkshows “Eva - Uden Adam” og “QTV” (som i qvinde tv, naturligvis), der begge er specifikt rettet imod kvinder.

Feminister brokker sig over at medierne skaber et forvrænget billede af kvinden, og særligt af hendes seksualitet. Den perfekte kvinde bliver fremstillet som en der både har tid til at være den perfekte mor, en succesfuld erhvervskvinde, en passioneret elskerinde og en god veninde. Samtidig benytter musikvideoer og reklamer en form for pornoæstetik, hvor kvindens underdanighed og mindreværd konsekvent vedligeholdes. Se blot enhver hip hop video, hvor kvinden bliver reduceret til sit køn (en potentiel sensuelrelation) og sin blæreværdi (som udspringer af forventningen om en tidligere eller igangværende seksuel relation).

Jeg giver diverse feminister helt ret i at alt dette er ekstremt problematisk. Det er synd for dem.

På den anden side: Kvinden har i det mindste en seksualitet.

For den store fokus på kønnet har endnu ikke forplantet sig til en fokus på mandekønnet og den maskuline seksualitet. Den moderne mand er på mange punkter en eunuk, ikke sådan at forstå at han ikke har et seksuelt drive, men at dette drive mest af alt er et udtryk for et ønske om at slippe for netop eunukfølelsen.

Jeg har snakket med næsten alle mine venner om det og de har det alle på samme måde som mig: I en scoring er det vigtige ikke hele spillet før (de fleste af os ville gerne springe det over), det er heller ikke selve sexen (hvor god sex er det lige når begge parter har main linet alkohol i seks timer i træk?), det er derimod muligheden for at fortælle sine venner om det dagen efter. Dermed beviser man nemlig at man er en der scorer meget, man undslipper eunukfølelsen for et kort øjeblik og føler sig rent faktisk sexet.

Mit argument er at jeg, og de fleste andre mænd jeg kender, ikke har nogen seksualitet, der ikke er baseret på selve bekræftelsen af at vi har en seksualitet. Vi har ikke en selvstændig seksualitet. Man føler sig som mand kun sexet, når man lige har scoret.

Sat endnu mere på spidsen: I en moderne kønsdiskurs er manden ikke i besiddelse af noget som helst som kvinden gerne vil have og står derfor tilbage som en magtesløs eunuk, der har et brændende drive efter at have dette noget, men ikke rigtig nogen midler til at realisere drivet.

Hvis man for eksempel er i besiddelse af en dagtingprofil på internettet (og det er jeg), springer en meget påfaldende ting én i øjnene. Mændene er sælgere. Kvinder er købere. De mandlige profiler er fyldt med løfter om hvor fortræffelig en gentleman, elsker og romantiker han er; hvorimod den kvindelige er fyldt med ufravigelige krav til hvordan en mand skal være som gentleman, elsker og romantiker.

Tendensen er tydelig. Kvinden har allerede i kraft af sit køn noget der er værd at efterstræbe. Noget a priori attråværdigt. Manden har røv og nøgler. Han er nødt til at gøre sig fortjent til en relation. Gøre en masse ting ud over det basale i være mærket med et bestemt kønstegn.

Af samme grund er det sprogligt umuligt at forestille sig en mand blive italesat som værende en der spiller kostbar. Det er meningsløst. Han har ikke noget som kvinden vil have og kan derfor ikke spille kostbar. Han er nødt til at snakke og gøre sig interessant, mens kvinden blot kan sidde og vente (og eventuelt spille kostbar), da hendes iboende seksualitet gør hende attråværdig.

Der er også en påfaldende mangler på seksualiserede mandekroppe i det offentlige rum. Der er nogle. Ja da. Man på ingen måde bare i nærheden af hvor mange seksualiserede kvindekroppe, man konfronteres med, ved blot at gå en tur ned af Købmagergade.

Mandekroppen har altså heller ikke den samme værdi på det seksualiserede marked som kvindekroppen har og man må som mand endnu engang falde tilbage på alle de ting man gør udover at bære sit kønstegn, for at åbne for scoringen og dermed opnå en kortvarig følelse af seksualisering.

Var der nogen der sagde ond cirkel?

Som det ser ud nu er den maskuline seksualitet i hænderne på en flok pengeliderlige livstilsgøglere, som fx Mads Christensen (ham med Den Store Blærerøv); der søger at lære os de relevante taktikker til at opnå seksualisering.

For der er tale om teknikker. Man lærer os at være veltalende, romantiske, sige de rigtige ting, komme med de fede komplimenter. Det er til at brække sig over. Kvinder har ikke brug for disse teknikker, de er a priori seksualiserede. Der er sgu ingen mænd, der scorer på bare at stå og være lækre (for så ville jeg have fået uanet meget mere sex...).

Den moderne mand er en eunuk på evig jagt efter en seksualitet, der konstant undslipper ham efter at have været i hans besiddelse et kort øjeblik. Man bliver virkelig træt af aldrig rigtig at føle sig sexet, men konstant skulle falde tilbage på en række ekstra teknikker, der er indlært for at kompensere for det mandlige kønstegns manglende iboende seksuelle værdi.

Eller lidt kortere: Hvorfor er det så fucking svært at score som mand og så nemt som kvinde?

Verdens mest tacky stykke merchandise...

2006-10-04T19:56:00.000+02:00

http://www.stlouisrams.com/proshop/product/50876

Ca. 100 spir... Var det noget?

En god bytur indeholder:

2006-10-01T13:32:00.000+02:00

Ødelagt tøj, løgne overfor unge kvinder, klatreture på stilladser og kirkehegn, shoplifting i Seven-Eleven og trusler om tæsk fra testosteronpumpede forstadsfyre.

Hvis jeg havde sluttet af med at score, i stedet for at gå på KFC med drengene og blive fed, havde det været helt legendarisk...

Radikale t-shirts

2006-09-27T00:30:00.001+02:00

De fleste der kender mig ved at jeg stemmer på det radikale venstre. Og at jeg sådan set er rimelig stolt af det og af det faktum at jeg IKKE er venstreorienteret. Der er dog et enkelt problem ved at stemme på de radikale; nemlig den eklatante mangel på skråsikre quotes, soundbites og slogans.

Det er fx svært at lave en t-shirt a la venstrefløjens "Bevar Christiania" eller højrefløjens "Ryd lortet", da man som god radikal (og dermed naturligvis også akademiker) mest af alt vil have en t-shirt, som starter med :"Problemstillingen om Christiania er ikke så enkel som den ofte fremstilles. På den ene side skal man huske på at..." og ender i en endeløs række af argumenter for og imod lukningen og eventuelt også nogle lange overvejelser om en sådans sociale implikationer (samt plus og minus sider ved disse).

Man kan med andre ord ikke skilte med at man er radikal, på samme måde som man kan skilte med at man er venstreorienteret.

Indtil nu!

Jeg har nemlig besluttet mig for at kreere en række slogans, som rent faktisk kan være på en t-shirt, således at man kan udstille sin politiske identitet på lige fod med andre, mere yderligtgående, mennesker.

Without further ado kommer her listen over potentielle radikale slogans til t-shirts, kaffe (latte) kopper og moderigtige man bags:

"Min far er bedre uddannet end din far"

"Socialliberalisme er humanisme (tag dén Sartre)"

"Vi ender jo alligevel med at bestemme"

"Min anden bil har plads til fire kopper latte"

"Jeg forstår al kunst"

"Men på den anden side..."

"Hvis du kan læse dette, har du også smarte hornbriller"

"Vores udlændingepolitik er løsere end jeres"

"Alle mine venner tilhører minoritetsgrupper"

"Gør som Marianne. Støt dem fra de varme lande"

"Det radikale venstre siger "njah... måske" til nedskæringer"

"Anders Fogh er bøsse! (og det er bare a'okay med os)"

"Latte lover"

Find selv på flere...

Er man bøsse eller hypermandig, hvis man...

2006-09-07T22:37:00.000+02:00

...siger nej til et booty call, fordi man skal se NFL med sine venner?

Countdown til Begyndelsen

2006-09-07T21:10:00.000+02:00

Der er 5 en halv time til NFL-sæsonen begynder igen, med en spændende kamp mellem Pittsbourg Steelers og Miami Dolphins.

Jeg glæder mig mere end et overvægtigt skilsmissebarn glæder sig til kompensationsgaverne dagen efter juleaften.

Jeg har chips, Ben & Jerrys is (caramel chew chew), Faxe Kondi (fordi jeg ikke drikker rigtig kaffe, kun latte) og et brændende ønske om at holde mig vågen til klokken halv seks i morgen tidlig, hvor kampen forhåbentlig er slut.

Det værste er at jeg ikke har noget særligt forhold til nogen af de to hold, der skal spille i nat. Jeg bryder mig ikke om den hype, der har været om Pittsbourgs Super Bowl run sidste år (men sådan er det jo, jeg skal altid være kontrær) og jeg synes Dolphins er okay fede, men ret overvurderede (tilgengæld spiller de i pastelfarver og det trækker jo op, at de er så topgay).

Jeg glæder mig bare rigtig meget til at se den eneste rigtige form for sport i verden (det og så wrestling).

I øvrigt holder jeg selv med St. Louis Rams (der på tre år er gået fra at være i toppen til at være middelmådige til at være pinagtigt ringe) og AFB, som jeg mange kampe sammen med, holder med vores ærkerivaler fra 49'ers. Det giver anledning til en del diskussioner. Heldigvis er 49'ers endnu mere elendige end Rams...

Tatovering!

2006-08-08T21:50:00.000+02:00

Så er jeg endelig blevet all man og har fået mig en tatoo. En fin fugl føniks på højre overarm. Det var en times smerte at få den lavet, men nu er jeg lækrere end nogensinde.

Fremtiden

2006-07-31T12:14:00.000+02:00

Jeg arbejder på to essays (eller nærmere to essay-agtigheder), der snart bliver publiceret her på bloggen. Så for at folk kan gå at glæde sig, kommer der lige et par previews af dem her:

- En analyse af kønsopfattelserne i erotiske noveller i dameblade (Woman mere specifikt). Der er masser af interessante ting at tage fat på; for de er en virkelig interessant blanding af puritansk, borgerlig og progressiv seksualmoral.

- En analyse af venstrefløjens frastødningskraft. Selvom jeg er enig med venstrefløjen i utrolig mange ting og holder virkelig meget af de af mine venner der bekender sig til den side, vil jeg aldrig kunne stemme på et rigtig venstreorienteret parti. Frastødningskraften holder mig væk. Denne personlige analyse bliver lang, rørende og kommer til at have et navn, der refererer til Martin Luther. Så bliver det vist ikke bedre!

En smule om køn

2006-07-31T11:59:00.000+02:00

I Pinks ikke så nye viedo "Stupid Girls" gør hun oprør imod de traditionelle kønsopfattelser. Hun peger af fingre af kvinder, der uvidende træder ind i en maskulin seksualisering med deres opførsel i diverse musikvideoer. Disse er "stupid girls" der gør at den potentielle frigørelse sværere ved at fylde mediebilledet med kvindetyper, der understøtter den nuværende og potentielt undertrykkende diskurs.

Fint nok.

Problemet opstår i videoens afslutning, da den lille pige (fremtidens kvinde, den potetielle antitese til "stupid girls") stilles overfor valget mellem en fodbold og en dukke og vælger fodbolden. Det er selve valget der er problemet. For med en fodbold i den ene hånd og en dukke i den anden hånd bekræfter dette billede af den kommende kvinde ikke andet end den traditionelle kønsdikotomi, der er så integreret en del af den diskurs som resten af videoen søger at kritisere. Der er ingen emancipation i videoen; kun to statiske og dikotomiserede køn: mand/kvinde, fodbold/dukke, tag et valg, for det ene udelukker åbenbart hinanden.

Barnet vælger i videoen ikke at undslippe eller modarbejde den traditionelle kønssubjektivering; hun vælger blot at blive en mand i stedet.

Ordbog over indie

2006-07-31T11:49:00.000+02:00

Indie. Det nye årtusindes svøbe. Uforståeligt. Talentløst. Forfærdeligt. Alligevel er alle anæmiske hipsters nede med det; blandt andet fordi de bruger et hemmeligt magtsprog, hvor tilsyneladende almindelige ord, tilskrives en ny betydning og dermed udelukker andre fra at deltage meningsfuldt i diskursen. Men her kommer min lille ordbog til hjælp. Brug disse ord, hvis du bliver fanget til en indierock koncert uden en anseelig mængden håndvåben på dig, eller du, af uransagelige årsager, beslutter dig til prøve at score en bleg tøs i ironisk t-shirt og converse sko.

Indadvendt: Deprimeret musik spillet af unge hvide mænd, der virkelig har forstået smerten i at komme fra den rigeste del af verden, få sin uddannelse betalt af staten og tjene mere som tjener end en ingeniør, gør i udviklingslandene. Det er musik for folk, hvis primære problem er at finde de slidte tights fit jeans, der passer bedst til deres udtrådte converse sko.

Ironisk: De er godt klar over at deres musik mest af alt lyder som et cover band, der spiller talentløse udgaver af The Smiths, Pavement og My Bloody Valentine, men de mener det jo ikke alvorligt, så deres musikalske inkompetence bliver lige pludselig et plus. Det er ironisk. Det er distanceret. Det er post moderne. Det burde udryddes med en flammekaster.

Jangle pop: Ligesom rigtig pop, men hvor ordentlige omkvæd, god produktion og en lækker melodi er byttet ud for tuderi og musikalsk inkompetence. Altså på ingen måde ligesom rigtig pop.

Lo fi: Musik der ikke er produceret ordentligt. Enten fordi folk var for optaget af at sidde og se triste ud, for at engagere bandets kvindelige bassist i en diskussion om Sartre eller noget andet teenager filosofi, med det formål at score hende og have virkelig bleg sex med hende eller også fordi de gerne vil skjule deres musikalske kommen til kort bag en elendig produktion.

Politisk: Bandet klynker lidt over, hvor uretfærdige George W Bush og Tony Blair er, opnået gennem en analyse, der ville få en journalist på Ekstra Bladet til at stoppe op og tænke “Ah… måske skulle I lige tænke lidt ekstra over det“. Man ved at deres indignation er overvældende når deres lyse stemmer når et niveau, hvor kun hunde kan høre dem. Den politiske indignation kan også udvides til en smule tudefjæs

Mainstream: Ting der er til at holde ud at høre på. Ting der har talent. Ting der ikke er udgivet som limiter edition 12 inch på et nu nedlangt belgisk undergrunds label. Ting som indieklubben foragter, fordi andre end dem selv har opdaget det.

Skramlet: Musik lavet af folk, der ikke kan spille musik. Et medlem af indieklubben bruger alt for meget tid på at kontemplere smerten ved at være hvid, rig og have alle muligheder i verden, til at kunne nå at lære at spille sit instrument ordentligt. Heldigvis er skramlet et plusord hos dem, da de basalt set ikke ville kunne genkende god musik om den så skreg teksten til Iron Maidens Run to the Hills ind i øret på dem.

Sælge ud: Sælge mere end otte eksemplarer af det samme album og derved ødelægge indieklubbens mulighed for at føle sig særlige, fordi de er de eneste der har opdaget netop dette bands unikke blanding af The Smiths lyd, Michael Strunges poesi og Draculas hudfarve.

Kort indspark om musik

2006-07-15T20:00:00.000+02:00

Jeg sad den anden dag og lyttede til Nik & Jays nye soniske mesterværk "Boing Boing", der vist beskriver det ambivalente forhold mellem den hyperseksualiserede bærer af det kvindelige kønstegn ("ho'en" elller "bitchen" om man vil) og den disdancerede bærer af det mandlige kønstegn ("playeren").

Ambivalensen opstår i "playerens" ønske om at relatere til "ho'en" på et hyperseksuelt plan (hvor deres seksualitet ophører med at have en egentlig eksistens og blot refererer til en uendelig række af konstruerede narrativer om den ønskelige seksualisering af bæreren af det kvindelige kønstegn og den idealiserede relation mellem denne aktør og aktøren, der bærer det mandlige kønstegn), samtidig med at vedkommende (altså "playeren") er klar over denne relations konstruerede og virkelighedsløse karakter (sammenlign eventuelt med den længsel efter, en nu tabt, primalvirkelighed som findes i sange som "Elsker hende mer'" og "Lær mig at elske dig").

"Playeren" er på samme tid i sin begærs vold, som han tragter efter og behøver "Ho'en" og smertefuldt bevidst både om "Ho'ens" konstruerede karakterer (og deres potentielle relations ditto) og om sin egen medkonstituerende rolle i denne karakters tilblivelse.

"Playeren" begærer altså "Ho'en" for den subjektposition vedkommende selv er med til at interpellere den anden i, samtidig med at han ("playeren" italesættes altid som værende en bærer af de mandlige kønstegn) tragter efter noget radikalt andet, noget der har undgået den subjektivering som "ho'en" har gennemgået og som derfor ikke nødvendigvis trækker på de samme narrativer om relationen mellem bærere af de to kønstegn (hvis vi kortvarigt fastholder den eurocentriske optik om at der findes to dikotomisk adskildte kønstegn), som "ho'en" gør.

Det er naturligvis interessant at "playeren" i kraft (ikke i Laclaus forstand) af sin produktive magt er med til at konstruere den potentielle Anden som en "Ho", som han derfor igen kun kan have en simuleret interaktion med. "Playeren" bærer derfor sin egen konstante længsel i sig og vil sandsynligvis aldrig undslippe den, eftersom han kontinuerligt producerer de kønssubjekter han kommer i kontakt med.

Men det er ikke pointen. Pointen er at ovenstående sang indeholder en utrolig smuk lyrik, nemlig: "Din røv taler til mig". Det kan jeg kun se skulle kunne betyde to ting: enten står "ho'en" vendt mod Nik (eller Jay) og skider så det er en lyst eller også (og det, mine damer og herrer, er dog det mest skræmmende) står hun og hiver i sine baller, som en pervers emulation af en mund på tværs og taler rent faktisk med Nik (eller Jay) på denne måde.

Scary stuff...

Mikkels sommersjov

2006-06-15T22:05:00.000+02:00

Jeg har ikke fået skrevet så meget om plader som jeg gerne ville, men Mikkel har smidt nogle ret interessante kategorier op på sin blog, så dem vil jeg lige tage et crack at. Desuden skriver jeg opgave og er bygget af overspringshandlinger.

Bedste plade at sætte på, når man har fået at vide at eks'en har fået ny kæreste

Relevant kategori... Jeg er jo ikke i stand til glæde mig på andre menneskers vegne, så det må blive noget vredt. Måske man bare skulle høre Jokerens Kvinde din... igen og igen og igen, mens man højlydt råber med, hver gang der bliver sagt MØGLUDER!

Dette er et tænkt eksempel...

Det er også meget pubertært. Men jeg tror det er den vej man skal gå. Imod den smukke og kvindenedgørende hiphop; jeg tror valget falder på Snoop Doggy Doggs (ja det hed han dengang) Doggystyle, hvor man får et kvindesyn, der gør det at ex'en har fundet en ny, inderligt ligegyldigt.

Bedste plade at sætte på, når man rydder op i kassen med gymnasieminder

Som flere andre blogskribenter undrer jeg mig også over at Mikkel har en kasse til sine gymnasieminder, men ham om det.

Nu har jeg et meget lidt rosenrødt billede af min gymnasietid, så det bliver ikke noget med at sidde tilbage med et bittersødt smil og tænke over alle de gode minder. Jeg tror albummet skal være Dark Side of the Moon af Pink Floyd.

Det handler specielt om en sang, nemlig Time som jeg hørte meget dengang. Den handler om hvordan livet langsomt slipper en af hænde efterhånden som man bliver ældre og ældre og man finder ud af at man aldrig nåede alle de ting, som man gerne ville. Damn... det begynder at gå op for mig, hvorfor jeg scorede så lidt da jeg var yngre. Kvinder tænder bare ikke på bitterhed og tristesse.

Bedste plade til en meget varm og meget doven sommerdag på Nørrebro (eventuelt Folkets park)

Jeg foretrækker nu Nørrebro Parken eller Assistensens Kirkegård, men det har nok ikke den store indflydelse på pladen. Jeg kan kun give Magnus ret. Det skal være Smash Hit in Aberdeen med Malk de Koijn. Den er stenet nok til at man kan sidde og hænge og up tempo nok til at man også kan kaste lidt bold til den (og hvorfor skulle man ellers være i en park?).

I øvrigt...

2006-06-15T13:52:00.000+02:00

Det bliver første gang jeg tager på Roskilde Festival som single. Det skal nok blive interessant...

Min Roskilde

2006-06-15T12:42:00.000+02:00

Mine venner udbreder sig om alle de interessante bands de skal ind og se på Roskilde Festivalen. Det skal helst være komplet ukendt og kun udgivet som 7" på et nu lukket belgisk undergrundslabel, før de gider at se det. Jeg ved godt jeg er crazy, men jeg kan godt lide musik, lavet af folk, der rent faktisk kan finde ud af det (lo-fi og skramlet, to af de store plus ord i indieklubben, er jo bare eufemismer for dårligt spillet/produceret).

Derfor kommer der en gennemgang af min Roskilde her, hvor jeg rent faktisk nævner bands som andre folk også kender.

Der er nogle bands som jeg vil græde hvis jeg misser, nogen jeg ret gerne vil se og så en masse som jeg er nysgerrig overfor (ofte mine venner mere eller mindre obskure anbefalinger).

Den første kategori (de allervigtigste):

Franz Ferdinand

Fordi det bliver en fest. Jeg så dem for et par år siden og de giver den gas live. Desuden kommer der til at være mange små søde wannabe indierock/flipper tøser og det kan jeg jo ikke sige nej til.

Guns n' Roses

Okay, jeg tror stadigvæk de melder afbud i sidste øjeblik (igen), men jeg håber virkelig at de kommer. De har lavet nogen af de bedste hardrock numre nogensinde og jeg har været vild med dem, siden min storebror for snart 15 år siden altid havde dem kørende på fuld knald. Jeg prøver at lade være med at forvente andet end en totalt udbrændt Axl Rose og nogle ukendt gæstemusikere. Men jeg skal fandeme se det alligevel.

Immortal Technique

Verdens vredeste hip hopper, der ikke er så pjanket med USA. Jeg skal nikke med hovedet, kaste håndtegn og nyde hvor god en MC han egentlig er (manden har et vidunderligt rim på The Wolfowich doktrine, så bliver det ikke meget bedre).

Kaizers Orchestra

Jeg har efterhånden misset en del koncerter med dem, så i år skal det være. Jeg skal derop sammen med alle mine gøglervenner og så skal der ellers danses. Jeg håber bare ikke de spiller for meget fra Maestro, for det er fandeme et lortealbum.

Opeth

Progressiv svensk dødsmetal. Det lyder ikke så fedt, men det er fantastisk. Alle musikerne er virtuoser, uden at det bliver wank. Desuden har de nogle overgange fra akustisk folk til full on dødsmetal, som jeg gerne vil se hvordan de laver live.

Primal Scream

Sidste gang de var på Roskilde var gået kold og fik ikke set dem, så i år skal det være. De kan lave en hel koncert, hvor stort set ingen af numrene lyder som om det er det samme band, da de mere eller mindre genopfinder sig selv med hvert album. Forhåbentlig spiller de en masse fra deres vrede og støjende Xtrmntr album.

Scissor Sisters

Så er der fest. Temmelig homoseksuel fest, javist, men en fest ikke desdo mindre. Desuden tror jeg de giver den gas på scenen; jeg forestiller mig en uhellig blanding af David Bowie (da han var Ziggy) og Village People.

Tool

Da jeg var 20 år hørte jeg ikke andet end Tool (stort set). Nu er jeg blevet lidt mindre pubertær og kan måske godt se, at det ikke er så fandens dybt at det gør noget, men de er fandeme dygtige stadigvæk. Desuden skal jeg derind med AFB og Tude Morten, så det skal nok blive fedt. Men deres nye album er godt nok ikke særlig fantastisk, så lad os håbe at de også giver os de gamle klassikere.

Roger Waters

Progrockens svar på Jacob Schmidt-Madsen. Konge af konceptalbums. Han kommer ikke og giver en koncert, næ, han kommer og opfører Dark Side of the Moon. Han er så vidunderlig prætentiøs. Desuden er Pink Floyd det bedste band i verden og Dark Side er deres bedste album. Punktum.

Wolfmother

De lyder som Led Zeppelin, der knepper Black Sabbath, mens Deep Purple tager LSD i baggrunden. Det er tung halvfjerdser rock når det er bedst, samtidig med at det er vanvittigt catchy. Drengene (dem der ikke har blogs, men tilgengæld har testikler) og jeg skal alle sammen derned og rocke.

Den anden kategori (de ret vigtige)

Arctic Monkeys: For at se dem falde på deres overhypede røve.
Coheed & Cambria: Fordi prog rock er fedt.
Deftones: Det er god metal og forhåbentlig kommer Maynard fra Tool og synger en duet.
Dälek: Støj er godt. Hip hop er godt. Hip hop blandet med øresønderrivende støj er rigtig godt.
Front 242: Jeg er jo gammel industrial afficionado, selvom de er lidt for dansable efter min smag.
L.O.C.: Den bedste danske mainstream rapper, både hvad angår tekster og flow.
Lady Sovereign: Grime er sådan en smuk genre.
Looptroop: Jeg har aldrig hørt dem, men har fået dem anbefalet og det lyder fedt.
Morrisey: For at grine af mine venner der står og tuder og kigger på deres sko.
Placebo: For at genopleve de gode gamle dage, da jeg også gik med neglelak.
Raconteurs: Med de musikere kan det jo aldrig blive helt dårligt.
The Streets: Deres nye er temmelig poppet, men det er stadigvæk fedt.
The Strokes: Var hypede for nogle år siden, men er faktisk et godt solidt rockband.
Tech Ni9e: Jeg kan jo godt lide hip til det hop, specielt med så fedt et flow.
Jens Unmack: Fordi jeg er kæmpe Loveshop fan.
Kanye West: Superproduceren er faktisk også en okay rapper.

Desuden håber jeg at få tid til at kigge på: Amplifier, Barra Head, Birdy Nam Nam, Burst, Clap Your Hans Say Yeah, Coldcut, Deus, The Ex, Happy Mondays, Hatesphere, JR Ewing, Kashmir, Lagwagon, Magtens Korridorer, Babar Luck, Menfolk, Pharoche Monarch, Purified in Blood, Rumpistol, Shout Out Louds, Sigur Ros, Spleen United, Under Byen og Volbeat.

To koncerter jeg tilgengæld vil søge at undgå for enhver pris er Bob Dylan (han har været død i 15 år og selv da han var i live kunne han ikke synge) og Bullet for My Valentine (Nu metal møder emo og rammer lige i hjertet på alle 16 årige wannabe freaks med sorte t-shirts og grimt hår).

Single

2006-05-18T21:20:00.000+02:00

Så er jeg kommet i samme båd som Sukkerbamsen. Jeg er nemlig blevet single og skal dermed, en eller anden gang ude i fremtiden, ud på det pulserende kødmarked. Det er rimelig uoverskueligt. Jeg skal i hvert tilfælde tabe ti kilo først.

Det glade land

2006-05-18T13:54:00.000+02:00

Efter lang tids stilhed kommer her næste del af den retrospektive gennemgang af de scenarier, jeg har skrevet.

(Fastaval 2003)

Jeg troede i lang tid at jeg var færdig med at skrive scenarier. Det tog så lang tid og det blev alligevel ikke godt. Desuden havde jeg omkring denne tid en kærester, der var relativt high maintainance og ikke gav mig den store tid til skrive.

I efteråret 2002 fik jeg en mail fra Mette Finderup, der satte gang i min genfødsel som scenarieforfatter. Hun var scenarieansvarlig for den kommende Fastaval og ville gerne have unge og uprøvede forfattere og havde åbenbart set, at jeg havde skrevet til Fastaval nogle år før.

Jeg var netop blevet single og havde pludselig en utrolig mængde tid, som jo skulle bruges til et eller andet; så jeg besluttede mig for at prøve det der scenarieskrivning igen.

Jeg havde en løs ide om at jeg gerne ville skrive en roadmovie om nogle nynazister, der rejste igennem Danmark. Scenariet skulle beskrive verden, sådan som den så ud fra nazisternes perspektiv (det Danmark de rejste igennem, skulle med andre ord være gennemført dekadent og forfærdeligt). Mette var ikke så pjattet med ideen, da der allerede var en del roadmovies på tapetet. I dag havde jeg helt sikkert sagt at scenariet blev en road movie, uanset hvad hun nu syntes det skulle være. My way or the motherfucking high way og alt det der. Men dengang var jeg mere respektfuld overfor autoriteter (og så meget op til "de kendte"), så jeg ændrede min ide radikalt. Jeg beholdt dog nynazisterne.

Scenariet kom til at handle om nogle unge nynazster, der vil begå et mord på en indvandrerpolitiker. Jeg prøvede at gå bag om menneskene og vise, hvordan de var kommet i den situation, hvor de blev så desperate, at mordet ville give mening for dem. Ideen var god, men udførelsen haltede. Blandt andet var karaktererne virkelig klicheer og deres forhold til nazismen bliver næsten kun forklaret med deres dårlige barndomme (hvilket jeg ellers prøvede at undgå). Scenariet bærer også præg af at jeg netop var begyndt at læse scenarie og ikke havde læst så mange. Derfor er der stjålet med arme og ben fra de få jeg havde læst, både formmæssigt og med hensyn til opbygningen af teksten (basalt set har jeg hugget hele formen fra Ave Adam). Endelig bruger jeg side op og side ned på at fortælle, hvad pointen er med scenariet, i stedet for bare at skrive hvad det handler om (jeg bruger vist tre sider på at snakke om ytringsfrihed, uden at det har nogen direkte relation til scenariets fiktion). Nå ja og så er sproget knudret og overdrevent wannabe akademisk.

På trods af disse ting er det det første af mine scenarier, som jeg ikke er decideret pinligt berørt over at have skrevet. Kun lidt.

På Fastaval blev jeg endnu en gang skuffet, jeg troede virkelig at 2003 var det år jeg skulle komme med i eliten og vinde ottoer og den slags. Jeg havde endnu ikke rigtig noget begreb om, hvor meget et rigtig godt scenarie skilder sig ud fra et okay godt.

Doggs in da Vinyard

2006-05-18T13:23:00.000+02:00

Jeg har fået en ide til et spil/scenarie, som jeg gerne vil lave. Det skal være med reglerne fra Dogs in the Vinyard og handle om hip hop.

Nu har jeg godt nok ikke læst Dogs, men jeg har læst en del om det, både på diverse blogs og endda lidt på The Forge. Som jeg har forstået det, handler det blandt andet om at eskalere konflikter, centreret om det der er på spil. Det kan jeg sagtens få til at passe med hip hop. Det kommer til at centrere sig om mødet mellem rivaliserende bander og den konflikt, der opstår i mødet. Eskaleringskonceptet passer ret godt med ideen, da man så kan gå fra verbale disses til fisticuffs til gunplay, efterhånden som scenen eskaleres.

Jeg skal bare lige starte med at læse Dogs, for at se om det egentlig er noget jeg kan bruge til noget.

Plader

2006-05-16T08:47:00.000+02:00

Grævlingen skriver noget om plader på sin blog og udpeger tre plader, der er gode i specifikke situationer. Han beviser endnu engang hvor fucking indie han er, ved kun at nævne plader, som ingen andre kender (og som sandsynligvis kun er udgivet i limited edition på 12 inch singler fra at nu nedlagt pladeselskab i Belgien).

Men han beder også os andre om vores bud, så here goes:

Bedste plade til en grillaften

På diverse blogs foreslå mine venner alt fra jazz over croon til latincovers. Mine venner er bøsser. Den bedste plade til en sommeraften med masser af blodigt kød og iskolde øl skal naturligvis have lige så meget testosteron, som resten af arrangementet lægger op til. Det ville være oplagt at spille noget klassisk hard rock, gerne fra sydstaterne, så der virkelig kommer BBQ stemning på drengen, måske noget Lynyrd Skynyrd eller endda noget Kyuss. Men der er en plader der ikke er til at komme udenom: Guns N' Roses Appetite for Destruction. Der er masser af gang i den og attitude, så det ikke bliver en kedelig fest og samtidig er der sange som Paradise City og Sweet Child of Mine, der (specielt den første) oser af sommer og som kan spilles, når man skal prøve at score noget kød (hvis I forstår sådan en lille en...).

Bedste plade, når man er på vej til arbejdet

Som den lykkelige indehaver af en mp-3 afspiller, hører jeg en del forskelligt musik når jeg er på farten. Da jeg arbejdede i Nykredit (og solgte forsikringer til kræftsyge mennesker) hørte jeg næsten altid Rage Against the Machine på vej til arbejdet, så jeg var god vred og indigneret over storkapitalismen, når jeg nu skulle ind og arbejde for den. Hvis jeg skal vælge en plade, skal det være Rages selvtitlede debutalbum, mest fordi det er verdens bedste album nogensinde og derfor kan høres hvornår det skal være.

Bedste nede i kulkælderen plade

Igen ser vi på de andre blogs en fundamental forskel mellem mine venner og mig, de er nogle indie tøser, der går og tuder og kigger på deres sko, når de har en dårlig dag, jeg bliver derimod sur og hører noget ordentligt vredt musik. Måske skulle det være Minor Threats Complete Discography, der et dejligt album, fyldt med meget aggresiv straight edge punk. L7 kunne også være en mulighed, specielt en sang som Shitlist, kan få en i stødet på en dårlig dag. Men vinderen bliver et kompromis, nemlig Alice in Chains Dirt, her er nemlig tale om et album, der er så indadvendt og deprimeret at det gør helt ondt, samtidig med at det har vrede, guitarer og ikke får en til at føle sig som en tøsedreng, når man hører det.

De pinlige Hillerødscenarier (og et enkelt aflyst)

2006-04-28T13:14:00.000+02:00

"Rub, stub og to rygende klejner" (Confekt IIA) og "Kannibal Nonnerne fra Helvede vender tilbage" (Confekt IIB). Navnene siger vist det hele. Forfærdelige komediescenarier, der mest af alt minder om systemløst Toon. Fyldt med mærkelig, meningsløse påfund og ungdommelig crazy humor. Jo mindre der siges om dem, jo bedre. De findes heldigvis heller ikke længere i nogen som helst formater.

"Er du mors lille dreng?" er det aflyste scenarie. Det skulle være den store terapeutiske behandling af mine forældres skilsmisse. Det skulle være grum, realistisk og vedkommede. Men jeg kunne ikke skrive det. Havde ikke nogen ide til hvad det egentlig skulle handle om, udover det var noget med skilsmisser. Jeg tror ikke jeg har fået skrevet en eneste linie på det. Sad bare og kiggede tomt ind på computerens hvide skærm. Det er måske meget godt, det ville være blevet navlepillede og selvudstillende, uden at bidrage med noget interessant rollespil.

Nu er de virkelig forfærdelige scenarier af vejen og næste post kommer til at handle om et scenarie, der skønt det er dårligt, er head and shoulders over, hvad jeg havde skrevet før.

Dommens dag/Den yderste dag

2006-04-25T17:03:00.000+02:00

(Fastaval 2000)

Mit første scenarie. Min store skam. Min evige undskyldning. Jeg var jo kun 18 år. Men det er fandeme et dårligt scenarie stadigvæk.

Scenariet handler om en lille fundamentalistisk kristen gruppe, der venter på Dommedag på en afsidesliggende ranch. Jeg mener også at der er en stor komet på vej imod jorden og vist også nogle vage hentydninger til Nostradamus (jeg var rimelig nede med det pseudookkulte da jeg var 18). Under alle omstændigheder ender det med at jorden går under og de syv spilpersoner enten bliver frelst eller forbandet til Helvedes ild.

Hver spilperson er bygget op om en af de syv dødssynder. Gennem scenariet bliver de så fristet af Djævelen og forsøgt frelst af Gud. Og det er det. Det er virkelig prototypen på et dårligt intrigescenarie, hvor karakterernes intriger er påklistrede og meningsløse og der ikke er nogen ordentlig struktur eller virkemidler til at få intrigerne frem i lyset.

Scenariet bærer præg af at jeg ikke havde læst et eneste scenarie før jeg skrev det og derfor ikke har det store begreb om hvordan sådan en karl egentlig er skruet sammen. Fx er der en eklatant mangler på virkemidler og hjælp til spil-lederen, der egentlig kun har nogle far out hændelser, der kører på karakterernes fortid, at støtte sig til.

Karaktererne er forfærdelige og er tydeligvis skrevet af en teenager, der synes de der dødssynder er rimelig crazy ass fede, så de er hverken troværdige, velskrevne eller fungerer som gruppe.

Jeg havde virkelig intet begreb om hvad jeg lavede, da jeg skrev scenariet; mange af tingene er skrevet i sidste øjeblik og det hele lugter langt væk af en uoriginal ide (jeg var fuldstændig forgabt i Frederik Berg Olsens "Deo Gratias" da jeg skrev det), der er virkelig dårligt udført.

Overraskende nok fik scenariet en fjerdeplads i publikumskonkurrencen. Mest fordi det kun kørte med to hold. Jeg havde som sagt ingen ide om hvor meget arbejde det tager at skrive et godt scenarie og var derfor overbevist om at jeg ville blive nomineret til både det ene og det andet. Jeg var vildt skuffet da jeg ikke blev nomineret til noget og min lidt ældre ven Mads L. Brynnum rent faktisk vandt en pris (Juryens Specialpris for "Elysium").

Heldigvis har jeg ikke nogen kopi af scenariet, hverken digitalt eller i papir, så dets skam hænger kun over mig, fra de som har spillet det.

Grunden til at det har to navne er at det kørte under navnet "Dommens dag" til en lille con i Hillerød (juleconnen Confekt IIa) og under navnet "Den yderste dag" til Fastaval 2000.

Scenarier i retrospektiv

2006-04-25T16:59:00.000+02:00

Lars Andresen har på sin, i øvrigt meget velbesøgte, blog en gennemgang af alle de scenarier han har skrevet gennem tiden. Det er superfedt at læse om hvilke tanker der er gået ind i de forskellige scenarier. Jeg vil kopiere ideen. Desværre er det et fåtal af mine scenarier, der er tilgængelige online, så det kommer til at blive så som så med linksne.

På trods af dette, vil jeg gennemgå alle mine scenarier i løbet af de næste dage; hvad jeg tænkte da jeg skrev dem, hvad der var fedt og hvad, der ikke holder længere.

Falsum

2006-04-21T18:45:00.000+02:00

I dyndingerne efter Fastaval er vi nogle friske unge fyre, der har dannet scenariestudiegruppen Falsum. Ideen er simpelthen at mødes engang imellem og diskutere scenarier. For at det hele ikke skal ende i indforståede misforståelser, skal der være et tema til hver gang. Man finder så i fællesskab fem scenarier, som man mener vil belyse temaet og alle forventes at have læst dem til næste gang, så der er noget at starte diskussionen udfra. Det første tema bliver sandsynligvis The Forge og spilmekanik.

Vi har stiftende møde på onsdag, hvor vi skal have alle formalia om hvordan vi gør tingene på plads. Det skal nok blive givtigt, vi er alle meget solgt på ideen og basalt set er det ikke andet end en formalisering og forbedring af den scenarie diskussion, jeg har med mine venner til hverdag.

Navnet er i øvrigt ment som et ordspil over The Forge.

Post Fastaval

2006-04-21T18:05:00.000+02:00

Så er jeg ved at akklimatisere mig til den virkelige verden. Da jeg bor på indre Nørrebro er det en relativt nem proces. Der er ikke så meget Fastaval over det herinde. Den rare pizzamand, der solgte mig et kødhjul på gebrokkent dansk er sandsynligvis forbløffende ligeglad om jeg lige har vundet Bedste Fortælling.

Det var en god Fastaval. Hyggelig og så videre. Men det er ikke det samme som i gamle dage, dengang man var ung og vild. Dengang man længtes ud til ølteltet for at råbe, mase og lægge an på 16-årig goth tøser. Det er ikke nødvendigvis noget dårligt at blive ældre, men det er nu lidt kedeligt.

Rollespilsmæssigt var det også fint nok. Et par middelmådige oplevelser og en enkelt fantastisk. Men jeg bliver så træt af det middelmådige. Træt af at skulle bruge fire timer på at være støttepædagog for folk, der vitterlig ikke kan spille rollespil; hvis primære bidrag til spillet er de nedladende historier man kan fortælle om dem, når spillet er slut. Træt af at hver eneste spil-leder briefing skal startes med at man snakker om, hvor man skal placere de dårlige spillere, så de gør mindst skade.

Jeg bliver snobbet af det. Dommernes mening betyder pludselig langt mere end spillernes, for jeg ved at spillerne enten er idioter eller har spillet mit scenarie med en eller flere idioter, der har trukket det ned.

Der er desværre stort set intet at gøre, med mindre man vil skrive scenarier, hvor man decideret planlægger med at have to dårlige spillere pr. spilgruppe.

En anden ting der irriterer mig er Dirt Busters. Jeg ville langt hellere betale 200 kroner ekstra i indgang og så få hyret professionel rengøring. Hvorfor er der en specifik gruppe ansat til at gøre kvinders Fastaval dårligere ved at råbe fisse af dem? Til at skabe en større konflikt mellem "elite og pøbel", ved at opretholde en attitude, som alle andre for længst har lagt fra sig? Det kan godt være at det er en joke, men jeg kan kun forestille mig det ramaskrig, der ville komme, hvis "eliten" stildte sig ned, hvor der spilles warhammer og begyndte at synge smædesange.

Men de gør jo rent. Fantastisk. Eller: de drikker sig stive og når de kan overskue det gør de rent. Hvor meget arbejder en gennemsnitlig Dirt Buster på en Fastaval? 15 timer (og her taler vi kun rengøringsarbejde, alle deres andre hæderkronede tjanse, som at ødelægge kvinders Fastaval er vel i deres "fritid")? Er det virkelig noget at falde så meget på halen for? Godt nok er det et vigtigt job de gør, men mere er det vel heller ikke?

Lad os tage mig som et eksempel. Jeg har i år skrevet et scenarie, være scenarieansvarlig, samt været spil-leder fire gange på Fastaval, alt i alt bliver det vel en 200-250 timers arbejde for Fastaval.

Det handler ikke om at jeg vil have mere opmærksomhed. Det handler om at jeg ikke føler, eller har lyst til, at tage mig de friheder, på bekostning af andre mennesker, som DB'erne får lov til (og gør), fordi de lægger et så "enormt" arbejde i Fastaval.

Så jeg vil afslutte dette rant, med en bøn til Fastaval og til alle som godt kan lide at føle sig trykke på con: Luk Dirt Buster. Sæt prisen op. Hyr professionel rengøring.

Sidste aften før Fastaval

2006-04-11T21:06:00.000+02:00

2 flasker sprut til busturen? Tjek
Amerikansk fodbold? Tjek
De fire scenarier jeg skal køre? Tjek
Tøj, der står mål med min hipness? Tjek
Hip hop til turen? Tjek
Hvidt jakkesæt til banketten? Tjek
Nervøsitet og nøkker for Guernica? Tjek
Et par bøger, som jeg alligevel ikke får læst? Tjek
Hudprodukter galore? Tjek
Attitude? Tjek, tjek, tjek.

Så kan Vallen godt komme an.

Og nu: en akademisk opgave

2006-04-05T23:46:00.000+02:00

Guernica har taget uforholdsmæssigt meget af min tid de sidste par måneder. Så meget endda at det er ved at snærpe lidt til med at få skrevet de opgaver jeg skal og få de dispensationer, der er nødvendige for at jeg kan rykke op på overbygningen til efteråret.

Jeg nørkler med lidt forskellige ting lige for tiden. To ting for at være helt præcis:

1: En opgave om sjove negere. Den bliver sandsynligvis opgraderet og afleveret som overbygningsopgave til efteråret, så den behøver jeg ikke at bekymre mig så meget om lige nu. Dog er det den jeg synes er klart sjovest at arbejde med. Den handler som sagt om sjove negere. Eller mere præcist om tricksterfiguren i etniske satireprogrammer (som OPS eller det engelske Curry Nam Nam), om hvordan indvandrerens situation som italesat som stående mellem to kulturer faciliterer nogle ganske unikke subjektpositioner, der giver dem mulighed for at belyse nogle problemstillinger på en ny måde. Interessant nok leger og ironiserer megen etnisk satire over netop denne position som "almost...but not quite" en del af en kultur. Det bliver med en stærk post-kolonial optik og masser af referencer til fransk post-strukturalisme og diskursanalysen. Jeg skal benytte en vidunderlig teoretiker ved navn Homi K. Baba, der er the shit indefor po-ko og rangerer som noget af det mest utilgengægelige jeg nogensinde har læst (jeg var ved at græde da jeg læste hans "DissimiNation" fordi jeg ikke forstod hvad han mente).

2: Den anden opgave er den der er mest oppe ovre. Jeg har INGEN ide om hvad den skal handle om, men faget er "Minoriteter i det nye Europa", så det bliver noget med globalisering og den slags. Faget er meget strukturelt funderet, hvilket ikke lige er min kop the, men det er en meget god øvelse at kigge på indvandringsstatestik og lovgivning i stedet for italesættelser og dekonstruktioner, for en gangs skyld.

Brug vores side

2006-04-05T23:36:00.000+02:00

Absurth.dk er oppe og køre igen. Nu med scenariet til download og med flere på vej. Hvis du elsker courier 12 layout, så kan jeg klart anbefale vores scenarier.

Prog-tastic Roskilde Festival

2006-03-30T12:26:00.000+02:00

Man kan jo ikke undgå at blive glad over alt det dejlige prog-rock (eller progressive rock om man vil) der kommer på årets Roskilde Festival.

Til de uindviede kan jeg afsløre at prog-rock er en genre med begge ben plantet solidt i halvfjerserne og hovedet på et andet eksistensplan. Den blev pioneret af bands som: Pink Floyd, King Crimson, Yes, Rush og Genesis (før de solgte ud). Genrer er kendetegnet af næsten komiske prætentioner (fx Yes' "Tales of the Topographic Oceans" der handler om en menneskets rejse efter religionen i dets egen sjæl. Og de mener det sgu.), konceptalbums, lyse mandevokaler, lange instrumentalpassager, wannabe-/kvasifilosofiske teksten og en meget seriøs tilgang til musikken. Et af de stedet hvor prog stadig er alive and kicking er i metal, hvilket har resulteret i verdens værste band Dream Theatre.

På Roskilde kommer:

Roger Waters: Tyranen fra Pink Floyd. Manden bag det bedste album nogensinde (Dark Side of the Moon). Manden der ikke har udgivet et "ikke-konceptalbum" siden starten af halvfjerdserne.

Opeth: Dødsmetal med prog tendenser. De lyder som Pink floyd ville gøre hvis de var vokset op i Norge (ja, jeg ved godt Opeth er svenske) og brændt stavkirker til morgenmad.

Coheed & Cambria: Jeg har aldrig hørt dem, men flere steder er de blevet kaldt en moderne udgave af Rush og det kan jo ikke blive meget bedre.

Tool: Kongerne af prætentioner og really serious shit, ofte med en næste postmodernistisk distancerende humor. De lyder som King Crimson der spiller Metallica covers, med alle indstumenter tunet ned til D og bassen og trommerne forrest i lydbilledet.

Det bliver fedt! Jeg skal stå og se tænksom ud til så mange instrumeltalpassager at man slet ikke forstår det, for selvom prog er en forfærdelig og latterlig genre er det stadigvæk noget af det musik jeg hører mest af.

Guernica er færdigt!

2006-03-27T22:30:00.000+02:00

Endelig. Endelig. Endelig.
Jeg har sjældent kæmpet så meget med at få et scenarie færdigt. Men i går aftes vandt jeg kampen. Guernica er færdigt, layoutet og sendt til dommerne. Nu håber jeg bare de har tid til at læse det.

Om det er blevet godt?

Næ. Ikke rigtig. Ikke så godt som det kunne være blevet. Jeg ville gerne have haft en uge ekstra til at finpudse scenerne. Oh well. I det mindste skal jeg ikke bekymre mig om Ottotaler og den slags, jeg er glad hvis scenariet bare skraber en enkelt nominering hjem.

Min første sportsskade! (eller: Guernica skrives færdig i smerte)

2006-03-23T12:43:00.000+01:00

Jeg har brækket en finger!

Ikke bare sådan et lille tøseknæk, men brækket den ved roden, så hele min venstre hånd gør ondt. Før lægerne satte den på plads sad den cirka 45 grader skævt og man kunne se en fin lille bule i huden, hvor knoglen gerne ville ud. Det gjorde rigtig rigtig ondt og det gør det stadigvæk.

Og hvordan skete det så?

Jeg var i Nørrebroparken med nogle Absurthere og nogle af vores hangarounds, for at spille lidt amerikansk fodbold. Banerne var komplet mudrede og man skøjtede rundt når man skulle gribe en bold. På et tidspunkt kastede Magnus (absurth hangaround, skaterboy og sukkerbamse) en rigtig dårlig bold, som jeg på ingen måde kunne nå. Dog skulle jeg vise mig, spænende frem for at nå bolden, strakte hænderne frem og greb den. Næsten. Den ramte nemlig min finger så skævt at jeg tabte den, skreg i smerte og flåede min hanske af og så min venstre lillefinger stikke ud i en utrolig ubehagelig vinkel.

Min første sportsskade. Og fra football tilmed. Det er lidt sejt.

Men det er også meget irriterende. Jeg mangler lidt på Guernica stadigvæk og det er lige blevet lidt sværere at skrive scenarie med en hånd, der helst ikke vil bevæges. Men fuck det! Hvis Johannes kan skrive med kollapsede lunger, kan jeg sgu godt øde nogle smertestillende piller, bide tænderne sammen og blive færdig med lortet.

Jeg skal have fingeren bundet op i tre uger, hvilket betyder at jeg sikkert har den bundet op på Fastaval. Jeg regner med at få en sympati otto eller noget.

Det værste er næsten alle de ting jeg ikke kan. Jeg kan ikke knappe en skjorte. Jeg kan ikke spille playstation. Jeg kan ikke træne. Men værst af alt: jeg kan ikke sætte mit hår!

Bøger

2006-03-02T01:03:00.000+01:00

Så er det tid til en ny feature: Nemlig en liste over de bøger jeg har læst i 2006 (jeg har hugget ideen fra Louisa Carabonellis (det er garanteret stavet forkert) blog). Planen er at jeg opdaterer skidtet hver den 1. i måneden. Det er naturligvis kun hele bøger, der ryger på listen (så det tæller ikke med alle de artikler og uddrag af bøger, jeg læser i studieøjemed).

Skønlitteratur

"Hvem ringer klokkerne for" - Ernest Hemmingway
"Ung må verden endnu være" - Nordahl Grieg

Faglitteratur

"Refleksiv sociologi" - Pierre Bourdieu
"Simulacra & Simulation" - Jean Baudrillard
"Det danske dilemma" - Hans Kornø Rasmussen

Den bedste spiller...

2006-02-22T15:18:00.000+01:00

Det er så populært at udnævne sine bedste spiloplevelse rundt omkring på forskellige blogs, så fodnoter skal da ikke være uden for det gode selskab. Her kommer de altså, Klaus Meier Olsens bedste spiloplevelser.

Som spil-leder:

Chiaroscuro af Mikkel Smækgaard, Fastaval 2004: Jeg kørte det sammen med min gode ven Anders Frost Bertelsen og vi have begge fået en lille gibbernakker før, for at holde trætheden på afstand (det var lørdag aften på Fastaval). Vi formåede at skabe den galeste, mest opkørte stumfilms ekspressionisme pastiche steming, holde spillerne i gang hele tiden og være fuldstændig fysisk udkørte efter scenariet (der var blevet råbt, danset og gøglet galore). Mikkel fik publikumsprisen, blandt andet på grund af vores gejleri.

Bondemænd og biavlere af Frederik Berg Olsen, Concarneval 2003: Det er måske det letteste scenarie at spil-lede, hvor man samtidig får optimalt udbytte. Jeg brugte det meste af tiden på at grine over spillernes forviklinger og rollespil (på den gode måde).

A Day in the Life af Mikkel Smækgaard, Fastaval 2005: Et scenarie der er ekstremt krævende som spil-leder; jeg formåede at holde styr på utallige handlingstråde og klippe det hele sammen til en utrolig rørende historie. En af de få gange hvor jeg virkelig nød at se mine spillere give den alt hvad den kunne trække.

Et Lystspil af Forfattergruppen Absurth, Fastaval 2004: Scenariet indeholder en fantastisk crazy og prætentiøs metaramme, som vi selv var mastere på. Det var en kombination af at se flere måneders hårdt arbejde kulminere i noget der overgik vores vildeste fantasier og en udløsning af nervøsitet opbygget over lige så lang tid. Nå ja, og så var vi ret stive mens vi spil-ledede det, men det har aldrig skadet nogen.

I Mørke er alle katte grå af Peter Thestrup, ConTakt II 2004: Det er måske det dårligste scenarie jeg nogensinde har læst; hvilket jeg da også fortalte mine spillere, hvorefter vi sammen skabte noget, der måske ikke var en fantastisk oplevelse, men med det skrevne materiale in mente var en sejr over utrolige udfordringer.

Som spiller

Dr. Hoffmans børn af Morten Juul, Fastaval 1996: Min første con. Mit første conscenarie. Det var en utrolig omvæltning fra at spiller Drager og Dæmoner til pludselig at blive præsenteret for et gennemtænkt plot og velskrevne karakterer. Jeg var 14 og blev fuldstændig blæst væk.

Deo Gratias af Frederik Berg Olsen, Fastaval 1999: Første gang jeg oplevede hvad en fantastisk spil-leder, et fremragende skriftligt oplæg og en dygtig og engageret spillergruppe kan gøre. Det var virkelig en eyeopener.

Deus Eversus af Foreningen Solhverv, Fastaval 2000: Rollegøgl hvor vi alle sammen spillede sjæle eller noget i den dur. I dag ville jeg have hadet det intenst, for det var virkelig en gang kvasifilosofisk varm luft, men den gang var det virkelig the shit, igen gjort fuldendt af 20 engagerede spillere.

Elevator af Sebastian Flamant, Fastaval 2002: Efter at være blevet mere og mere desillusioneret med rollespil og kedet mig bravt til både almindelige og til gøgler scenarier, genskabte Elevator min tro på at rollespil kan være underholdende og gribende. Den mest syrede og intense spiloplevelse jeg nogensinde har haft.

Onkel Ebenezers Testamente af Nina Essendrop og en eller anden Jakob, Live 2003: Lidt gøgler er man vel altid. Derfor var dette scenarie så god en oplevelse. En fuldkommen illusion. Gode spilpersoner og spillere, der gav den max gas. Det er den eneste gang jeg har oplevet at stafagen rent faktisk har været med til at give mig en bedre oplevelse (det var på en herregård, med tre retters menu og hele pivetøjet. Det er svært at spille dårligt rollespil i omgivelser, der fordrer scenariet så godt.

Spilteknik

2006-02-17T00:22:00.000+01:00

Jeg går da helt amok i poster i aften. Tre på en halv time. Det er nok fordi jeg ikke har ferie længere og derfor burde både læse til mit studie og skrive scenarie. Viva overspringshandlinger!

Guernica indeholder ikke spilmekanik (i den defination jeg har lavet i en foregående post). Der er ingen tilfældighedsgenerator. Ingen kort. Men der er spiller indflydelse (for to af spillerne). Det bliver gjort ved at scenariet er delt op i fire akter. Begge spillere har en side med ting de kan bringe i spil: scener de kan sætte, breve de kan bringe i spil, bipersoner der kan optræde etc. I hver akt kan de bringe tre af disse i spil (eller finde på en tilsvarende ting). De snakker naturligvis med spil-lederen først om det er en god ide. Jeg har også overvejet at de får en ny side hver akt, så længe der bare er langt flere ting at bringe i spil end de kan nå.

Konceptet skulle gerne betyde at de tre "franskbrødsspillere" kan opretholde en udbrudt fiktion at interagere i. Når de to "indflydelsesrige" spillere vil sætte en scene eller bringe noget i spil træder de ud af fiktionen (hvor de spiller vigtige bipersoner) og konfererer hurtigt med spil-lederen, der sørger for at implementere deres ide med det samme (mere eller mindre).

Der er således ikke nogen stokastisk procedure, der skaber spilstop og bryder flowet for de tre franskbrødsspillere, men de to andre spillere har muligheden for at påvirke scenariet og drive det fremad, sørge for en hvis mængde drama.

Jeg kalder det spilteknik. Det er ikke spilmekanik. Det kan nogle andre ting: det kan opretholde en fiktion, samtidig med at nogle spillere får indflydelse på et ekstra-fiktionelt plan. Det kan ikke give samme indflydelse og protagonisering som spilmekanik kan (se nedenfor), men det kan fastholde en forfatterskabt vision, samtidig med at spillerne ikke er marionetter.

Spilmekanik

2006-02-17T00:06:00.000+01:00

Jeg har tænkt lidt over det der med spilmekanik i relation til narrativisme. Ordet spilmekanik bliver brugt i flæng i disse tider, alle scenarier indeholder lige pludselig spilmekanik. Det mener jeg ikke de gør. Jeg mener at for at kvalificere sig som spilmekanik skal der være en eller anden form for stokastisk procedure indvolveret: terninger, skæbnehjul, kort, dominobrikker, you name it.

Narrativisme er en form for rollespil, der egner sig utrolig godt til spilmekanik (i ovenstående defination), der er ikke nogen hellig historie, der kan blive ødelagt af et tilfældighed fra en terning. En sådan tilfældighed vil blot, hvis reglerne er gode, føre historien i en ny og lige så interessant retning.

I Slackers brugte jeg megen tid på at understrege at spil-lederen kunne over rule brugen af et effektkort, hvis det blev brugt på en måde der ikke var fordrende for historien. Det tror jeg er en dum ide, når jeg ser tilbage på det. Den stokastiske procedure mister ganske enkelt sin effekt, både på fiktionen og på rollespillerne, hvis der samtidig lægges op til at den kan sættes ud af kraft. Skal man benytte spilmekanik er man nødt til at give sin i dens vold og tro på at selv uforudsete situationer kan udvikle sig til noget godt (og derfor er den faste historie og virkelig god spilmekanik, der giver spillerne ægte indflydelse på fortællingen, ofte en rigtig skidt ide).

Man kan selvfølgelig forestille sig en spilmekanik der mest af alt giver smag, samtidig med at historien stadig er fast. Dette var visionen med Slackers (scenariet er en sit com, fortællingen er relativt fastlagt, men sit com elementerne er styret af nogle effektkort, men disse ændrer ikke på den store historie). Jeg tror dog at denne form for spilmekanik ikke udnytter det spilmekanikken i den grad som det er muligt. Det er en halv løsning, der ikke er ordentligt gennemført og som ikke står ordentlig ved at der er tale om en fastlagt historie, men som forgøgler en halv og ugennemført spillerfrihed.

Hvis man vil lave spillerfrihed er man nødt til at gøre det ordentligt. Hvis ikke er man nødt til at være ærlig omkring det.

Min gode gud, skriver jeg narrativisme?!

2006-02-16T23:32:00.000+01:00

Jeg hader narrativisme. Ideen om at spillerne skal besudle min ide med deres tåbelige ideer i den hellige protagonismes navn kan få mig til at sværge på aldrig at skrive scenarier igen. De bliver jo alligevel ødelagt.

Men alligevel prøver jeg. Jeg vil jo ikke skrive Ave Adam (sorry Dennis...). Jeg vil gerne have at spillerne har indflydelse på scenariets forløb; således at hver eneste gennemspilning bliver unik, men bevarer min originale vision.

Jeg hader narrativisme. Jeg forstår ikke hvad Per von Fischer vil med sine ideer om rollespil (sådan som de kommer til udtryk på rpgforum og i hans blog). Desdo mere jeg læser af Ron Edwards desdo mere virker det som kejserens nye klæder, maskeret bag bombatisk retorik og en urokkelig tro på at have fundet de vises sten.

Men alligevel er mine sidste fem scenarier (Et Lystspil, Unik, Slackers, Tjubang! og Guernica) alle eksempler på hvordan man kan inddrage spillerne på en mere magtfuld måde end det traditionelle "nu-sker-det-her-hvad-gør-du" rollespil.

Jeg tror at jeg stejler overfor narrativismens retorik. Det bliver så monolitisk. Så ensporet. Jeg er jo humanist og stemmer på de radikale. Jeg kan godt lide kompromisser, hvor der er noget for alle.

Jeg har meget svært ved at se The Forge som rollespillets frelser (specielt fordi vi lavede Forge style spilmekanik uden at have hørt om stedet, og uden at Per von Fischer havde skrevet en eneste linie om det på RPGfoprum, allerede i Et Lystspil). Scenarieformen er den der interesserer mig mest og her synes jeg at The Forge kommer lidt til kort. Men derfor kan man jo stadig godt lære noget af dem. Der er helt sikkert blevet udviklet nogle måder at skabe interaktion på, som også kan overføres i et mere "klassisk" scenarie.

En ting jeg har meget svært ved at sluge ved Edwards' "Story Now" er at det eleminerer franskbrødsspillet. Dette er tidligere blevet diskuteret på Munkholts blog. Nogle kan lide det. At sidde i sin karakter og bare være, spise middag og snakke, mens konflikten ganske langsomt sniger sig ind (se Mikkel Smækgaards "Svanevang" for et prima eksempel på franskbrødsspil, der kan trække ud i evigheder uden at der sker noget). Nogen hader det og vil have svesken på disken med det samme. Jeg er sådan lidt imellem (radikal...). Jeg kan godt lide franskbrødet, til en vis grad., det skal bare ikke tage overhånd.

Men hvis Guernica ikke er narrativisme, hvad er det så? spørger Munkholt. Jeg ved det ikke. Det er ikke hardcore Sorcerer/Ron Edwards style narrativisme. Men to af spillerne har indflydelse på fortællingen i højere grad end i traditionelt rollespil. Hvis indflydelse er lig narrativisme (light) jamen så kald det da narrativisme. Men samtidig er der tre spillere for hvem der virkelig er mulighed for at fordybe sig i franskbrøddet og bare spille igennem. De har ingen extra-fiktionel indflydelse på fortællingen. De skal bare spille deres roller.

Bottom line. Der er en historie i Guernica, i langt højere grad end i Mørke Steder tilhører forfatteren. Spillerne får lov at være med, flytte rund på enkelt elementer og påvirke den i høj grad, men when push comes to shove, så er det min historie og den vil jeg sgu ikke give slip på.

Guernica: Nu ligner det noget

2006-02-01T01:15:00.000+01:00

Jeg har fået fod på to af mine spilpersoner, men mangler stadigvæk at komme helt ind på livet af min kvindelige hovedperson. Tilgengæld har jeg fået fod på handlingen og mangler egentlig kun at skrive den ned og prøve den i praksis. Det eneste der virkelig volder mig hovedbrud lige nu, er sådan set min spilmekanik. Der skal være noget, en måde hvorpå de to spillere, der ikke spiller hovedroller (og dermed ikke er en stor del af scenariets centrale kærlighedshistorie) kan påvirke scenariet på. Det skal være ekstremt simpelt og ikke være noget der bryder fiktionen. Lige nu er svaret at give dem forskellige biroller i fiktion, der trækker denne i forskellige retninger og samtidig give dem et vist herredømme over hvilke scener der skal spilles, således at de hver især kan trække scenariet i den retning de skal (de skal trække fortællingen i retning af henholdsvis "Varme" og "Kulde", to abstrakte begreber som det hele svæver imellem. Det er ikke narrativisme; men det har så heller aldrig været meningen).

Man skulle tro jeg var død...

2006-02-01T01:05:00.000+01:00

...når jeg nu ikke har fået skrevet på bloggen i over en måned.

Det handler mest af alt om manglende selvdisciplin, ikke en frygt for ikke at være relevant. Jeg er verdens dårligste til at sætte mig ned og formulere ting jeg allerede har tænkt (hvilket gør mig til en rimelig ukoordineret scenarie- og opgaveskriver).

I den sidste måned er der sket en del. Jeg er fx flyttet sammen med min kæreste; nu vil tiden så vise om det har været et klogt træk, men der er i hvert tilfælde gået meget tid fra scenarieskrivningen, med at forsøge at flytte alle tingene fra Helenes tre-værelses lejlighed ind i min toværelses. Det er næsten ved at lykkes. Mit hjem er nu fyldt med blomster og afrikansk nick nack, mit køleskab med grønsager og mit køkkenskab med couscous og tørrede kikærter. Ikke mit valg, jeg er mere til børstet stål og svinekød, men hvad gør man ikke for dem man elsker...

Guernica: Research

2005-12-12T21:13:00.000+01:00

Jeg kan egentlig meget godt lide at researche. Sikkert fordi jeg er en frygtelig nørd, der godt kan lide at tilegne mig ny viden.

Desværre har research det med at overtage scenariet for nogle forfattere. Scenariet bliver en nydelig og sikkert historisk korrekt præsentation af hvad man har læst sig frem til, med en masse detaljer, der egentlig ikke bidrager andet til scenariet end autensitet.

Jeg har derfor valgt at begrænse mig. Jeg læser Hemmingway galore (men det ville jeg gøre alligevel), ser masser af historiske dramaer på DVD (for at få et greb om genren) og søger at holde min faktuelle research om borgerkrigen så overfladisk som muligt.

Sagen er: jeg har allerede en fortælling på hjerte, jeg behøver ikke historiebøger til at hjælpe mig der. Det eneste jeg leder efter lige nu er ideer til scener, til bipersoner og til andre småting; alt det der giver et scenarie smag, men som ofte får overtaget under researchprocessen og bliver det primære fokus i stedet for et hjælpemiddel.

Den eneste anden grund til at researche er at kunne lave noget, der er så tæt på at være historisk korrekt, at det ikke får alt for mange pedanter (med en normal fordeling af gennemsnitlige Fastavalspillere, kommer de til udgøre cirka 40%) til at ødelægge spillet ved at diskutere med spil-lederen.

Guernica: Vold og krig

2005-12-12T14:54:00.000+01:00

Da scenariet foregår under den spanske borgerkrig, kommer det naturligvis også til at indeholde nogle brutale krigsscener. Jeg har valgt at droppe alt hvad der hedder spillerindflydelse og i stedet valgt at fokusere på et kalejdoskopisk bombardement af spillerne, der således bliver fuldstændig passive overfor krigens gru,
Pointen er hamre blodet og volden lige i ansigtet på dem og dermed skabe en kontrast til kærlighedsfortællingen. Krigsscenerne er der ikke for at de skal tage moralske valg i dem (de kommer i andre scener), men for at angribe dem frontalt og konfrontere dem med en virkelighed, der adskiller sig meget fra deres idealer.
Scenerne kommer til at blive styret af spil-lederen, måske med de handlingsstyrende spilpersoner som medhjælpere, og kommer til at vare et par minutter hver. De skal være korte slag i ansigtet på spillerne og ikke lange malende beskrivelser.

Guernica: Weekend of darling slaying

2005-12-12T14:06:00.001+01:00

Jeg føler, at jeg har haft en ganske produktiv weekend; hvilket egentlig er paradoksalt, da jeg ikke har fået skrevet andet end løse noter. Til gengæld har jeg fået slagtet en af de darlings, der gav mig masser af hovedbrud.

Tanken var at der kun skulle være cirka fem faste "plotpunkter" i scenariet, resten af scenerne skulle skabes af spil-lederen ud fra nogle anvisninger fra mig. Disse anvisning skulle være delt op mellem de abstrakte modpoler "kulde" og "varme", således at når spillerne foretog sig noget der, af mig, var rebriceret under "varme" skulle spil-lederen sætte en scene med nogle af de elementer, der hørte ind under "kulde", således at fortællingen hele tiden blev tvetydig omkring både kærlighed og krig.

Desværre blev det hurtigt meget abstrakt og teoretisk (et generelt problem i mine ideer. Jeg er akademiker, ikke kunstner) og mere eller mindre uforståeligt. Det lykkes mig ikke at forklare konceptet til Fastavals første forfatteraften, selvom jeg forsøgte i en halv time. Folk kunne godt forstå at spillerne og spil-lederen skulle have magt over fortællingen, men hvad man skulle med de to modpoler var vist mere uklart.

Derfor er "kulde" og "varme" koncepterne nu skippet og jeg har foretaget en frisk lille kopernikansk vending i mit perspektiv.

Før var det de handlingsbærende spilpersoner, der skulle føre spillerne gennem de fem plotpunkter, men det er nu blevet spil-lederens rolle. Han skal også være med til at sætte de scener, der ligger mellem de fem plotpunkter; men dette bliver nu også de to handlingsbærende spilpersoners opgave. Spil-lederen kommer også til at spille ind i at skabe disse mellemscener, men magten kommer til at ligge mere hos de handlingsbærende spilpersoner end det var tanken i starten.

Guernica: kom nu i gang med at skrive Klaus Meier!

2005-12-06T11:03:00.000+01:00

Som nogen måske vil vide er jeg ved at skrive et scenarie til Fastaval 2006, det kommer til at handle om den spanske borgerkrig. Det handler om krig og kærlighed og bliver knald episk.

Det eneste problem er at jeg simpelthen ikke kan tage mig sammen til at komme i gang; måske fordi jeg endnu en gang har kastet mig ud i et projekt med et ambitionsniveau af den anden verden. Lige nu virker det så fjernt at det skulle kunne blive til et færdigt scenarie og endda helst et godt et.

Konceptet er at kun tre af spillerne (der er fem) skal spille den samme rolle gennem hele scenariet. De skal spille de tre hovedpersoner, der har et trekantsdrama kørende. De to andre spillere skal spille de store biroller, der er med i en eller to hele akter. Det er i sig selv ikke så svært at lave. Problemet er at jeg gerne ville have at de to spillere har en større magt over fortællingen end de tre "hovedpersonsspillere". Således skulle de to personer gerne i høj grad være med til at skabe fortællingen, mens de tre koncentrerer sig om at spille rollespil og føle en masse.

Da de tre hovedroller kommer til at fordre en immersionistisk tilgang til rollerne, så det ville virke meget malplaceret og fiktionsbrydende at benytte en form for spilmekanik i de to roller. Men hvordan skal de så have magt over fortællingen? Jeg overvejer at lave disse "biroller" til autoritærefigurer (på den ene eller den anden måde), så det er deres handlinger "in game", der driver fortællingen videre og ikke en spilmekanik eller noget andet fiktionsbrydende. Dette skulle forhåbentlig også gøre disse roller til "rigtige" roller og ikke avatarer for to ekstra spilledere. Det er vigtigt for mig at de to spilleres roller så at sige også har noget på spil i fortællingen.

Dette, kombineret med at jeg også gerne vil give spillederen mere indflydelse over fortællingen end jeg ellers har arbejdet med, gør at det virker temmelig uoverskueligt lige nu.

Godt begyndt

2005-12-06T10:44:00.000+01:00

Så er jeg stået på ræset og har fået min egen blog. Her vil komme til at være en sand pærevælling af mere eller mindre interessante tanker om de videnskabsteoretikere og akademiske problemstililinger jeg roder med for tiden, samt noget om diverse rollespilsprojekter og andre ting jeg roder med i min fritid. Samt selvfølgelig en masse personlig galde og småoplysninger, der vil få min læserskare til at føle at de virkelig kender mig.